Her ser du to billeder som min ene søn har malet som 5-årig. Jeg har spurgt og fået lov til at bringe dem her.
Vi har haft dem hængende på væggen over vores trappe i flere år, og jeg er ofte stoppet op for at summe lidt over dem. For mig er skibene nemlig ladet med … ja, symboler.
Nogle gange (ind imellem, i en særlig heldig periode) føler jeg mig som skibet der sejler på det blå hav under solen og månen. Jeg føler mig hel, alle dele af mig har en flot farve, og jeg står rank i agterstavnen og sejler skibet. Himlen og havet, solen og månen er med mig, og jeg oplever stor harmoni.
Andre gange (lidt rigeligt tit, synes jeg måske nok) er jeg som skibet i piskende regn. Jeg er splittet i to dele, en sort og en hvid, og jeg afskyr den ene og forguder den anden. Når jeg prøver at kaste et anker ud for at standse de voldsomme bevægelser, sætter det sig ikke fast i noget, men driver rundt i vandet og er lige ved at hugge sig ind i mit eget skrog. Hvad jeg troede var sikker grund, må jeg erkende er en illusion, noget der udelukkende kommer fra mig selv. Himlen og havet står i ét, jeg ved ikke hvad der er hvad, og solen og månen synes fuldstændig fraværende og tilbyder ingen hjælp. Mit sejl er sort og vender den forkerte vej; måske sejler jeg baglæns selvom jeg ikke kan finde ud af hvad der er frem, og hvad der er tilbage. Hele mit system kæmper for at opnå kontrol med situationen, men jeg får ikke fat i roret trods al min rødglødende energi. Stormen er over mig, og jeg må finde ud af at ride den af.
I går måtte jeg lige meditere lidt over billederne endnu engang. De kaldte nærmest på mig når jeg passerede dem på trappen. Stormbilledet illustrerede hvordan jeg har det for tiden. Og harmonibilledet hvordan jeg har haft det før og (måske) kan få det igen.
Jeg må forstå at jeg må gøre et stykke arbejde for at genfinde den farverige helhed, og der er heldigvis hjælp at hente midt i det rasende uvejr. Der er nemlig stiger i skibets indre. Jeg må op og ned i hver halvdel og fra den ene side til den anden, indtil jeg har lært mit skib lidt bedre at kende nok engang. Jeg må lade ror være ror, jeg kan alligevel ikke bruge det til noget lige nu. Jeg må ned i skibets indre for at finde det jeg søger. Jeg håber der også er et koøje eller to under vandlinjen, så jeg kan kigge ud i havet og se hvad der befinder sig der.
Måske lægger uvejret sig. Måske kommer solen og månen frem, og måske kan jeg så skelne mellem himmel og hav igen.
Det kan selvfølgelig også ske at skibet kuldsejler mens jeg klatrer på stiger og glor ud ad koøjer i dets indre. Det er der vel altid en risiko for, men jeg er villig til at løbe den. Hvo intet vover, intet vinder.