Dette bliver et meget mærkeligt indlæg, og måske det eneste af sin slags her på stedet, for det kommer til at handle om politik. Og politik har jeg et nærmest ikke-eksisterende forhold til – min politiske bevidsthed kan ligge på et meget lille sted, hvis den overhovedet findes.
Forleden blev jeg stoppet på gaden af nogle skoleelever som var ved at lave en avis. De stod dér med ’presseskilte’, notesbøger og fotografiapparat og spurgte meget, meget høfligt om de måtte interviewe mig. Det måtte de gerne.
Interviewet bestod af to spørgsmål: Hvem ville du stemme på i det amerikanske præsidentvalg hvis du var amerikaner, og hvorfor?
Jeg kunne spontant svare på begge dele: Obama, fordi han virker som den mest menneskelige af de to mulige kandidater.
Interviewet blev afsluttet med en forespørgsel om om de måtte tage et billede af mig til avisen. Jeg tøvede lige et nanosekund, men sagde så ja, selvfølgelig. Og var helt stolt af mig selv. Mit ansigt må godt kunne ses ved siden af min underlige udtalelse.
Hvis du sidder derude og har styr på alle argumenterne og har hørt ordentligt efter og vendt og drejet alt omkring det amerikanske valg ned i mindste detalje, så korser du dig nok. Hvor dum kan man være?
Så dum kan jeg være, åbenbart. Og pyt med det.