Billeder og stemninger. Fornemmelser og følelser. De flyder gennem mig i én lang strøm med varieret intensitet og forskellig mærkbarhed, men uophørligt. De når mig i drømme, i vågne fantasier eller i det fantastiske grænseland som jeg befinder mig i mellem søvn og vågen når jeg en sjælden gang kan sove så længe jeg har lyst til. Nogle gange når de mig med en sådan kraft at jeg må finde måder at arbejde videre med dem på.
Så skriver, tegner eller udfører jeg nogle andre konkrete handlinger som kan bringe mig tættere på drømmebillederne eller fantasierne, mens jeg lægger mærke til hvad der dukker op. Nogle gange når jeg frem til en følelse af at finde nogle svar eller en tydning som giver mig en oplevelse af mening. Dette er langt fra altid behageligt eller morsomt, men altid meningsfuldt. Andre gange kan jeg mærke at jeg lige strejfer, men ikke rigtigt får fat. Og andre gange igen må jeg opgive med følelsen af at indsigten endnu er uden for rækkevidde, og at det jeg har fornemmet, stadig er lukket land for mig. Om det er det ene, det andet eller det tredje er egentlig ligegyldigt. Jeg er en tålmodig sjæl som sætter min lid til at jeg vil se og forstå i den takt der er passende for mig.
Drømmene eller fantasierne kommer fra noget der er større end mig, men alligevel er mig – det er min klare oplevelse. Mit bevidste jeg synes kun at være en lille del af et større hele som jeg fornemmer at jeg aldrig nogensinde kommer til at kunne se. Men den er der, helheden, og det er den der driver værket. Den ubevidste del af helheden taler til mig i drømme og fantasier i et sprog som jeg kun sjældent umiddelbart forstår, og som jeg derfor møjsommeligt må forsøge at oversætte til noget jeg (måske) begriber. Jeg må så at sige formidle det opdukkede indhold fra det ubevidste til mig selv.
Jeg er helt overbevist om at dette arbejde er vigtigt, ikke bare for mig selv, men også set i en større sammenhæng. Uanset at jeg ikke altid opnår et bevidst resultat. Jeg har en klar oplevelse af at arbejdet bidrager til helhedens proces, så at sige, også uden at der tilsyneladende når noget nyt frem til min bevidsthed.
Nu har du læst alt dette fra den ene ende og et godt stykke ad vejen til den anden, men det er på en måde helt forkert, for det skulle bøjes rundt i en mægtig spiral, hvis jeg kunne rent grafisk. For mig er det helt tydeligt at jeg bevæger mig rundt og rundt og kommer henover de samme indre landskaber igen og igen. Spiralen ender aldrig, bevægelsen er en livslang proces med et utopisk mål som jeg aldrig kan eller skal nå, men som føjer mening til mit liv. Når jeg er væk, fortsætter processen i andre på samme måde som jeg har taget tråden op fra for eksempel mine relationer, min far og mor, fra kulturen og historien. Men jo flere gange jeg får set det samme punkt i landskabet, jo bedre lærer jeg det at kende og kan føje lidt bevidsthed til det som også fortsætter med at eksistere i en eller anden forstand.
Inden jeg vågnede rigtigt i morges, så jeg for mig et billede med sorte små tegn i en krum linje der bøjede sig rundt og opad i en spiral. Jeg prøvede at fastholde det mens det gik op for mig at mine unger rendte rundt og fandt 48 ud af de 58 små påskeæg som påskeharen havde lagt alle mulige og umulige steder i haven. En lille stemme i mig hviskede ”Åh nej, nu spiser de to barylere mindst 24 påskeæg hver i stedet for morgenmad, det er jo vanrøgt”, men den lille stemme blev overdøvet af en større der fortalte at nej, sådan er det ikke, for set i det store perspektiv betyder det meget mere at jeg får skrevet dette billede ned, mærket det ordentligt og lært af det. Ondt i maven, det går over, om lidt er påskeæggene glemt, og så bliver der plads til havregryn igen. Selverkendelse, derimod, bevæger og forandrer hele verden. Min lille dråbe af bevidsthed betyder noget for hele universet, og livets flod kommer til at flyde bedre i eller gennem mig. Og jeg, jeg bliver bedre til at være i verden og se andre mennesker som dem de er, i stedet for at se mig selv i dem uden at være bevidst om hvad der foregår. Med lidt held og omhyggelighed fra min side bliver der måske også plads til at de mennesker jeg møder på min vej, bedre kan være i verden som dem de er.