Midlertidigt bortkommen

Vejret er vildt. Det har regnet så meget de sidste mange timer at veje er lukkede, træer væltet og søer gået over deres breder. Jeg tænker at jeg hellere må følge den yngste i skole for en gangs skyld, og med den sædvanlige sidste-øjebliks-panik får jeg hevet et sæt gammelt regntøj ud af skabet og trækker det på.

Da jeg skal lægge mine nøgler i brystlommen på anorakken, mærker jeg at der allerede ligger noget. Min hånd finder noget velkendt, og det billede der dukker op, giver mig et sug i maven af ophidselse – kan det virkelig passe? Ja, det kan sørme. Op af lommen kommer en bilnøgle jeg ikke har kunnet finde i mindst et år, og som det har krævet en del logistisk arbejde i familien at undvære. Jeg kan næsten ikke tro det er rigtigt.

Vi får gummistøvler på og er klar til at gå. Da jeg vender mig mod døren, falder mit blik på en lille dims på gulvet. Jeg samler den op, og nu tror jeg nærmest jeg drømmer, for det er en længe savnet cykelcomputer som vi har ledt og ledt efter et utal af gange. Jeg forstår ikke hvor den nu kommer fra, men jeg står vitterlig med den i hånden, og jeg er efterhånden temmelig flyvende over at have fundet to skattede, forsvundne genstande på én gang en tilfældig regnvejrsmorgen.

Vi går af sted i regnen og blæsten og mærker verden. Jeg spekulerer lidt over hvorfor vi mon aldrig har fået bestilt en ny (godt nok meget dyr) bilnøgle eller købt en ny cykelcomputer, men jeg kender faktisk godt svaret: Jeg opfatter altid ting, der bliver væk, som midlertidigt bortkomne, og der skal virkelig gå lang tid, eller være tale om en helt uundværlig genstand, før jeg opgiver tanken om at den kan dukke op igen, og køber en erstatning. Jeg forestiller mig altid at tingen ikke er forsvundet helt fra jordens overflade, men blot ud af mit synsfelt, min berøringsflade eller bare min opmærksomhed. Selvfølgelig kan noget forsvinde for langt væk – blive kørt væk med affaldet og brændt, eller blive begravet et sted der først bliver tilgængeligt for senere tiders arkæologer – men ideen om at de måske stadig er lige i nærheden, men bare ikke kan ses af mig, får mig til ikke at give op. Når den aktive eftersøgningsindsats er ebbet ud, stiller jeg mig i en slags venteposition. Giver slip indtil det forsvundne måske dukker op igen lige pludselig, og det gør det faktisk ofte.

Måske skyldes min tyrkertro at jeg godt ved at jeg af og til kan være ufattelig distræt og fuldstændig fraværende i forhold til den ydre verden. Da jeg ledte efter bilnøglen i første omgang, for eksempel, har jeg sikkert overhovedet ikke kunnet huske at jeg havde haft regnsættet på. Jeg er ikke noget rodehoved når det kommer til den ydre verden, tværtimod putter jeg meget energi i at have orden omkring mig. Men indvendigt står det ret meget anderledes til, og her er altid et formidabelt, lige lovlig livligt væld af tanker og fornemmelser der står i kø for at blive ordnet og sat på plads.

På en måde har jeg måske en forestilling om at det er med bortkomne ting i den ydre verden, som med det tabte eller bortkomne i den indre: Det meste kan findes igen, enten ved at lede med vilje eller vente og se hvad der dukker op i ubevogtede øjeblikke, alt efter hvad det synes at være tiden til.