Efter at have læst Dorthe Nors indlæg Short Cuts måtte jeg læse Hanne Ørstaviks Den tid det tager. Ikke fordi jeg tror jeg skal være forfatter, men fordi jeg kan lide at læse, især hvis det jeg læser, kan ruske mig lidt og få mig til at se noget jeg hidtil har været blind for.
Jeg blev færdig med bogen kl. 1.20 i nat, og den har ramt mig lige i hjertekulen og tvunget mig i knæ. Anbefalingen er hermed bragt videre.