Jeg arbejdede engang sammen med en musiklærer. I frikvartererne kunne jeg ofte se hende gennem glasvæggen ind til rygerafdelingen med en kaffekop i den ene hånd og en smøg i den anden, eller begge dele i samme hånd, måske i ivrig samtale med en kollega, måske i færd med at gennemrode sin taske der indeholdt en anselig mængde løse papirer og ikke så meget andet – så vidt jeg der gik rundt med en taske med mapper, penalhus og indbundne bøger, undrende kunne se.
En dag skulle jeg være med i en af hendes musiktimer i en tredjeklasse.
“Goddag, 3. B, så skal vi til det igen .. hvad skal vi finde på i dag?”
Rode, rode i tasken.
“Jov da, jeg tror simpelthen vi tager denne her! Der er godt nok nogle kaffepletter på den, men skidt nu med det ..”
Og så hev hun et krøllet stykke papir med brune ringe op af tasken, glattede det lidt ud og satte det i klaverets nodeholder. De første toner blev slået an og ungernes småsnak og skramlen holdt op på et øjeblik. Og så sang de, af deres lungers fulde kraft, så jeg i hvert fald aldrig havde hørt noget lignende. Om Puff, dragen som man ikke længere kan lege med fordi fantasien er væk, og man aldrig bliver som et barn igen.
Syngeriet fortsatte med andre gode sange timen ud, så vidt jeg husker, med papir efter papir med krøller og pletter i nodeholderen. Siden har jeg tit sunget Puff for mig selv, mærket længslen nok engang og tænkt at ja, bare man da for fa…. kunne sk… på de kaffepletter!
*
(Det er mange år siden, og musikundervisning er ifølge mine børn en ganske anden sag i dag. For at slå bro over tidsgabet kommer Puff her i en meget moderne udgave):