Den fremtrædende angst for at træde frem

Nå, nu har kvinden i rødt vist stået dér med udslagne arme og et saligt grin længe nok.

Mine arme er kommet ind på plads, og de er blandt andet blevet brugt til at holde bogen Morgianesyndromet. Om kvinders angst for at træde frem som jeg har læst i den forgangne uge, og som er skrevet af psykoterapeut og mag.art. i litteraturvidenskab Lise Winther-Jensen. Den har gjort mig temmelig meget klogere, både på mig selv og mine personlige vanskeligheder, og på det at være kvinde i vores tid og kultur.

Jeg hørte først om bogen i Vita på p1 den 9. februar og følte mig ganske truffet af Lise Winther-Jensens karakteristik af kvinder (og mænd) der lider i livet på grund af forhold som hun samler under begrebet morgianesyndromet. Morgianesyndromet er karakteriseret ved at personen lider under en både kulturelt og personligt funderet tvivl om og nedvurdering af kvindekønnet, en angst for at udtrykke sig og handle på egne vegne og en destruktiv svingen mellem almagts- og afmagtsfølelse.

(Morgiane er Ali Babas slave, en begavet og handlekraftig kvinde som dog kun er i stand til at bruge sine gode evner i Ali Babas tjeneste og ikke på egne vegne).

En af Lise Winther-Jensens hovedpointer er at der er afhængighed mellem indrestyring og narcissisme, hvilket jeg meget kort udtrykt forstår som at det at kunne handle ud fra egne behov og ønsker på en hensigtsmæssig og målrettet måde så man udnytter sine potentialer og i det hele taget får det ud af livet som man ønsker og har behov for, er forbundet med at være i kontakt med den primære (konstruktive) narcissisme som Lise Winther-Jensen definerer sådan:

“Jeg tror, at alle nyfødte børn, der ikke har sultet eller lidt anden fysisk overlast som fostre, har en forventning om, at de må være her, og at de vil blive taget imod.

Denne forventning er den primære narcissisme. Forventningen om at måtte eksistere og blive taget imod er ubetinget konstruktiv, og vi kan søge tilbage til den.”

Eller kortere formuleret: “Jeg er god nok, som jeg er, og jeg har ret til at være her, fordi jeg er her.” (min kursivering). Denne overbevisning kan vi finde igen hvis den er fraværende – og det er den tit, især for mange kvinder fordi de alene i kraft af deres køn oplever sig som mindreværdige.

Jeg synes at Lise Winther-Jensen i sin bog sætter fingeren på noget som jeg dels kender særdeles udmærket fra mig selv, og som jeg dels ud fra min fornemmelse er enig med Lise Winther-Jensen i ser ud til at være fælles for rigtig mange kvinder, og som ikke kun har personlige årsager og er et personligt problem for den enkelte kvinde, men som i høj grad også har samfundsmæssige årsager og er et samfundsmæssigt problem.

Det har været en god bog for mig at læse, og jeg er meget glad for at jeg er stødt på den – omend jeg også synes den er lidt uensartet og rodet, men det er en biting. Jeg har haft større glæde og udbytte af at læse visse afsnit end andre, men det skyldes måske mere mine begrænsninger og interesser end bogens egenskaber, det ved jeg ikke lige i skrivende stund. Under alle omstændigheder synes jeg klart den kan anbefales som en meget indsigtsfuld og støttende bog, lige som jeg synes Vita-udsendelsen er værd at lytte til.

Du kan også læse om bogen i en artikel på kristeligt-dagblad.dk her.