Dengang der var somre til, eller ..

Jeg kan godt huske det. Dengang sommer var lig med stegende sol og bare fødder, og vi kunne lege hele dagen og aftenen med, så længe vi orkede, bare vi ikke gik i vejen for dem der arbejdede.

Det er meget længe siden. Her tror jeg vi kører i bus, måske ud til Vejlby Fed eller ned til Søbadet for at bade og spise is eller noget andet eksotisk som de voksne som regel ikke havde tid til at gøre til virkelighed. I hvert fald er jeg sikker på at vi sad på bjælken inden min mor eller far dukkede op med fotografiapparatet på trappen foran kontoret.

Det er mig der sidder som nummer fire fra venstre med stribet t-shirt og mørkt hår. (Og tykke briller, men det kan I ikke se – sådan er der så meget). Jeg er glad og naboungerne er glade, og vi hører til og hører sammen, lige her i verdens navle, midt på gårdspladsen, midt i kvarteret, midt i byen, midt i landet, midt i verden. Sådan er det for så vidt stadig, selvom naboerne er blevet voksne og har fået andre navne. Og det er stadig lykken, selvom jeg nogle gange kommer til at glemme det og tro at græsset er grønnere på den anden side, eller brostenene mindre toppede i hvert fald, men det passer ikke. Jeg ved det godt når jeg mærker efter. Det er lige her og lige nu det sker.

Også sommeren såmænd, selvom det er svært at mærke.