Solskinskopper

Jeg har været på Fyn i weekenden, hos gode venner, faktisk nærmest familie, og de har en butik, og i den butik kan man købe mange fine, sjove, anderledes, smukke og provokerende ting. Jo, det er rigtigt, der er lidt af hvert at blive fristet af, for butikken er noget nær lige så rummelig som de dejlige mennesker der har den, og stort set alle sider af ens personlighed kan finde noget at begære her, også “kaffesøsteren” og “manden der hader at gå i butikker, men gør det for konens skyld”, for man kan rent faktisk også sætte sig lige midt i det hele og nyde en kop rigtig, rigtig god kaffe serveret med varme, og læse avisen samtidig hvis man har lyst til det.
Og Shhh…, jeg fik lige øje på de her kopper, og dem måtte jeg bare eje (og det er ellers godtnok sjældent jeg får det sådan, hvis det ikke lige handler om badedragter eller bøger). Nu kan jeg skænke te eller kaffe i dem når der kommer nogen forbi for at snakke lidt over en enkelt kop, og det sker da heldigvis ikke så sjældent, for det er til gengæld en af de ting i livet jeg er helt sikker på at jeg ikke kunne undvære.