Det regner. Der er stille i huset, og jeg læser dameblade som jeg er sådan en lykkens pamfilius at arve fra en ven. Jeg bladrer og opdager at selv når jeg holder ferie og tager fat i den lettere ende af denne verdens lekture, er jeg jo stadig bare mit eget spekulative, undrende selv.
“Hvor gamle kan vi blive?
.. Set fra naturens synspunkt er der ingen grund til, at vi bliver mere end 40-50 år. Når vi når den alder, har vi opfostret vores børn, og slægten er ført videre. 40-50 år er vores naturlige livslængde. Vi HAR altså allerede forøget vores livslængde.”
Sagt af forskningsleder Suresh Rattan i ugebladet Søndag 12.04.10 på temasider om helbred.
Hm. Nu skal jeg ikke bare sådan lige slå en streg over naturvidenskabens indflydelse på vores livslængde, men jeg kan heller ikke lade være med at tænke at det dog er tæt på hovmodigt at forestille sig at det er lykkedes mennesket at forøge vores livslængde på trods af naturen.
Hvad nu hvis vi har fået (ikke taget og ikke selv skabt) den ekstra livslængde fordi verden har brug for at vi udvikler noget som ikke har med afkom og videreførelse af slægten at gøre, men som har at gøre med selve vores evne til at have kontakt med det naturlige? Altså – sat på spidsen – at det er naturen der selv giver os de ekstra år for at vi skal udvikle vores spirituelle evner for at kunne vende tilbage til en mere harmonisk eller naturlig måde at være i verden på, samtidig med at vi ikke forlader eller dropper den videns- og kulturarv vi har opbygget siden vi bevægede os væk fra menneskets første primitive, helt naturlige tilstedeværelse i verden?
Det er selvfølgelig ren spekulation. Men hvis jeg godtager idéen, ved jeg pludselig godt hvad livet går ud på i årene efter at vi er færdige med at passe vores familier udadtil (enten som skaffedyr eller husmoder eller alverdens kombinationer af de to ekstremer). Det går ud på at vi skal udvikle os indadtil, for at vi også kan give lidt af det vi finder her, tilbage til verden. Verden som efter min opfattelse lider voldsomt under at vi kun ser den med vores to øjne i hovedet, og ikke det øje der kan se det usynlige.
Eller man kan måske sige at det går ud på at åbne det tredje øje – hvis det ikke allerede er sket. Hvis vi tør. Og ikke bare løber endnu hurtigere for at fange det vi kan se med de to andre øjne.
Nu er det snart frokosttid. Og hvis det stadig regner i eftermiddag, vil jeg slå Suzanne Brøggers Jadekatten op over mig som en paraply og vide at jeg denne gang ikke behøver at undre mig over at jeg undrer mig over det jeg læser. Det vil jeg betragte som naturligt.