Det er anden skoledag efter sommerferien her hvor vi bor. Jeg har bundet første ladning bøger ind i går, og jeg håber godt nok at det dyrt indkøbte bogbind i forskellige farver og med fagenes navne på kan gøre det lidt lettere at pakke taske. Jeg tror ikke jeg har tålmodighed til at se mine drenge gennemføre den daglige endevenden af to kæmpe stakke bøger hver aften eller morgen for at vælge det rigtige ud til dagens skema. Men nu vi må se om det virker.
Der er også noget andet jeg håber ikke gentager sig. Mens jeg sad der og kæmpede med mine ti tommelfingre, kom jeg til at tænke på forrige års skolestart. Der sad jeg også pligtskyldigt og gennemførte samme øvelse den første skoledag, hårdt presset af løfter om belønning til den enes klasse hvis alle bøger var bundet ind inden en meget kort frists udløb. Jojo, der er i hvert fald ikke mangel på gulerødder her i Værløse! Og heller ikke blommer, for den sags skyld. Næste dag, anden skoledag, kom den ene unge nemlig glædestrålende hjem og fortalte at han og en kammerat havde fundet de lækreste blommer på vej hjem. De var vildt saftige og smagte rigtig godt, og der var så mange af dem at han havde fyldt sin taske så jeg også kunne smage. Som han sagde.
Jeg smagte dem ikke, det har I sikkert regnet ud. Da jeg havde spruttet færdig, vaskede jeg taske af. Og bandt bøger ind. Igen. Med stor tålmodighed, synes jeg faktisk selv. Og med en lille bitte smule glæde over at første indbinding trods alt ikke havde været helt forgæves, men havde holdt den værste blommesaft væk fra bøgerne.