God weekend

Så blev det fyraften og weekend, og jeg sidder og smiler lidt for mig selv, for nu begynder det at ligne noget, synes jeg, med det svømmeundervisning. Nu har forældrene nemlig set girafferne og må ikke længere sidde på kanten og heppe på lille Oskar eller lille Amalie eller prøve at dressere girafferne til at gøre som de synes ville være rigtigst, og nu har alle prøvet det mindst én gang før, så den værste frygt og forvirring er overstået. Og så er det at jeg kan mærke hvorfor jeg gør det, for så dukker alle de her fantastiske ansigter ud af den vigende udenomståge, og jeg ser smil og glæde og forbehold og koncentration og grin og tungen ud af halsen og stolthed og overraskelse og undren. Det skal ikke forklares nærmere, det føles bare godt, og jeg får noget dejligt med hjem i stedet for at blive drænet fuldstændigt og mærke nærværet forsvinde.

I morgen er det lørdag, dén lørdag, gisp!, hvor jeg skal mødes med mine gamle klassekammerater fra folkeskolen, og det er altså et HELT VILDT projekt for sådan en som mig. Jeg vidste godt da jeg lovede at jeg nok skulle komme, at det ville jeg måske fortryde, men jeg vil helst være sådan én der holder hvad jeg lover, så nu må jeg til at finde (sort) tøj frem til lejligheden, og mon ikke det bliver helt sjovt? Jeg kan i hvert fald ikke huske en eneste klassekammerat lige nu jeg ikke kunne lide, og det er da egentlig et godt udgangspunkt.

Jo, jeg tror på en god weekend og ønsker alle andre det samme.