De siger i radioen at regnen breder sig vestfra, og selvom det er noget sludder at sige, så føles det fuldstændig sådan inden i mig også. Jeg har meget at glæde mig til og over, og det ved jeg godt med den ene halvdel af mig selv, men den anden er sådan kommet i tvivl. Ikke om det der skal ske om en time, eller om at der er nok at glæde sig til og over i det nære, men om hvad meningen overhovedet er med at jeg er her. Jeg har altid troet på at der er reserveret en plads til hvert eneste menneske der bliver født på denne jord, og at vi alle sammen har hver vores opgave at udføre i løbet af vores liv, men nu er det at jeg – igen – kommer i tvivl om om det nu også gælder for mig, eller om jeg er undtagelsen der bekræfter reglen eller noget i den retning. Jeg er ikke i tvivl på noget som helst andet menneskes vegne, vær søde at notere jer det, men helt ærligt, jeg kan simpelthen ikke få øje på hvor min plads eller hvad min opgave skulle være, og det føles præcis som om jeg hele tiden forsøger at udfylde en andens.