Nu er det ikke fordi jeg tror det bliver ved med at være sjovt med de her fortvivlende dårlige mobilbilleder, men af en eller anden grund holder de både mig og ordene kørende, så bær over med mig endnu engang.
I dag måtte jeg lige sætte mig i stuen hvor der i det mindste er en lille bitte smule udsigt og blikket kan strækkes en anelse længere end fra computeren og til en væg eller et vindue hvor kun tunge himmelskyer truer udenfor. Her kan jeg også høre skomagerdrengene på terrassetaget og se min kat springe op ved vinduet og miave ordløst når den vil i ly for regnen. Jeg trænger sådan til at se længere, jeg trænger til at høre at naturen har noget at sige og til at blive fortalt hvad der er mest fornuftigt sådan ud fra almindelig, sund instinktlogik.
Måske er noget ved at dæmre. Måske er det begyndt at sive ind hvad gode mennesker har prøvet at sige til mig igen og igen, men som jeg ikke har kunnet høre et ord af fordi en anden stemme har råbt afsindigt højt og fuldstændig overdøvet det. Måske har det noget med nogle essays at gøre. Måske.