Der grubles.
Forleden stødte jeg helt tilfældigt på dette indlæg af Claus Buhl om det for nogle mennesker svære og skamfulde ved at have et ikke-akademisk talent i en kultur der hylder akademiske dyder. Jeg delte det i min læser fordi jeg kunne mærke der skete noget med mig da jeg læste det.
På den ene side tror jeg at Claus Buhl har ret i sin analyse af fotografens problem, og også i at der formentlig er mange der kan genkende den konkrete problematik hos dem selv. Skabelonen for hvordan skam og talent kan blive koblet hos den enkelte hvis talentet afviger fra den herskende kulturs mest værdsætte egenskaber, er jeg også med på – det er ikke nogen ny tanke for mig overhovedet, sådan teoretisk set.
Men på den anden side kunne jeg personligt slet ikke genkende fotografens problematik, og det udfordrede mig. Nu er det ikke fordi jeg skal hævde at jeg har noget særligt talent; det handler mere om det grundproblem mange af os vel sagtens tumler med hvis vi er bare en lille smule vågne i livet, nemlig at det kan være meget svært dels at give sig hen til og at tro på gyldigheden af en oplevelse af at der er noget vi bare må bruge vores tid på, og dels at acceptere at dette noget dukker op inde fra os selv og er uafhængigt af hvad for eksempel omverdenens normer eller økonomien dikterer.
Her er det at det går op for mig at jeg godt kan bruge skabelonen, men at værdierne har omvendt fortegn når jeg fylder den ud med mit personlige indhold. Jeg er vokset op i en absolut ikke-akademisk familie og kultur hvor boglige sysler blev anset for det rene tidsspilde, og hvor personer der ikke kunne arbejde med deres hænder og krop, var en slags fejludgaver af mennesket. Groft, men ikke forkert, sagt. Jeg har meget tidligt lært at arbejde, hvilket der hvor jeg kommer fra, betyder at udføre konkret, hårdt, praktisk arbejde. Og jeg har meget tidligt lært at det at have lyst til at læse en bog eller beskæftige sig med at tænke, analysere eller reflektere er tæt på at være en dødssynd, og at det fører til denne verdens undergang hvis man giver sig hen til den slags slendrian. Hvordan skal man få mad i munden hvis man falder i staver i stedet for at arbejde? Hvordan skal man bevare sin værdighed med en sådan dovenskab?
Jeg er – og jeg har virkelig gransket min hukommelse* – den højst uddannede i min familie både i min egen generation og i tidligere til trods for at jeg “kun” har en uddannelse som folkeskolelærer (som jeg iøvrigt kun har brugt kortvarigt fordi arbejdet var alt for udadvendt og .. ja, praktisk til at jeg kunne finde mig til rette med det). Det siger ikke så lidt, synes jeg.
Tilbage til skabelonen. Hvis jeg har et “talent”, og det er forbundet med skam, hvad er det så? Det er præcis min akademiske interesse, helt i kontrast til Claus Buhls pointe. Det er mit gode hoved, som dele af mit ubevidste system har vægret sig ved at lade mig bruge fordi det er forbundet med så stor skam, at jeg hellere ville dø end at følge min naturlige tilbøjelighed, hvis jeg kan kalde det det, til at tænke. For hvis jeg gav mig hen til det, ville det jo betyde at jeg var en fejludgave. Det er jeg gået meget langt for at skjule at jeg er, ikke med bevidst vilje, men fordi mit ubevidste overlevelsesinstinkt har budt mig det.
Jeg sniger mig til at læse. Jeg sniger mig til at skrive. Jeg sniger mig til at tænke abstrakt og samle viden sammen. Jeg lader som om jeg godt ved at det ikke kan bruges til noget af nogen andre end mig selv. Jeg lader som om fordi jeg er så bange for at blive stemplet som et usselt menneske af mine medmennesker som jeg – med en del af mig som jeg ikke er herre over, i hvert fald i øjeblikke – forestiller mig tænker lige som min barndoms voksne.
Nu er jeg nået dertil at noget må have en ende, ellers eksploderer jeg i frustration, vrede og sorg over at livet ligesom ikke er mit, kan jeg mærke. Jeg bliver nødt til at tage ansvar for at mit hoved er indrettet som det er, og bruge det som det er designet til. Jeg må tage imod det som er givet, og som jeg ikke kan lave om på.
Jeg må bide hovedet af al skam. Jeg må.
————
*Note 06/12/10: Jeg har nu erfaret at jeg har en fætter der er ingeniør (men oprindeligt udlært maskinarbejder) – hvor godt!