Legenden

 
Marianne spurgte i en kommentar om jeg kendte “Legenden om juleroserne” af Selma Lageröf. Det gjorde jeg ikke, men det gør jeg nu, og det er jeg blevet meget rigere af.

Da jeg skulle finde ud af hvad det var for en fortælling, stødte jeg hele tiden på ordene “.. beretning om troens styrke”, og det er lige hvad det er. Det er en smuk fortælling som får mig til at tænke – og det følgende står helt for min egen regning, jeg håber ikke jeg støder nogen ved at sige det – på Marianne Williamsons korte, slagordsagtige formulering af hele sin forståelse af tro: “There’s no such thing as a faithless person; faith is an aspect of consciousness. Do you have more faith in fear, or in love?” Når jeg læser Selma Lagerlöfs beretning, er det som om jeg kan mærke hvad det betyder, og jeg tager legenden til mig som en af de ypperste “julefortællinger” jeg indtil nu har læst. (Ikke fordi jeg har læst så mange, men alligevel).

Jeg fandt den i “Fortællinger, legender, essays og taler” af Selma Lageröf, og den beholder jeg julen over for også at læse de andre tekster.

Der er ellers gang i bibliotekets reserveringsleveringer for tiden, så jeg kommer ikke til at kede mig når jeg er færdig med at holde svømmejuleafslutninger (og forberede julen). Næst i stakken ligger Hildegard.