Jeg har været ude og rydde op efter stormen. Intet dramatisk som væltede træer eller ødelagte bygninger. Blot noget vissent elefantgræs som (desværre) ikke var blevet flået op med rode, men bare havde fået afmonteret cirka fire millioner lysebrune blade, og en lygte der var blæst ned og blevet knust.
Det der elefantgræs, det plejer jeg at fjerne hver vinter, og hvorfor det stod der endnu i år, ved jeg egentlig ikke. Sådan er der så meget med mig og praktiske gøremål. Jeg glemmer dem. Men nu skulle det så væk når jeg alligevel skulle fjerne de fire millioner visne blade der dækkede kælderskakten, forhaven, naboernes forhaver og gangstien, tænkte jeg, og gik i gang med at klippe stråene over ved jorden, fjerne dem fra beddet i nydelige bundter og klippe dem over på midten så de kunne være i trillebøren. Helt som jeg plejer.
Men så kom jeg til at tænke på hvor træt jeg er i krop og sjæl af nogle omstændigheder i mit liv som jeg tålmodigt finder mig i fordi jeg er sådan et forbandet pænt og tilpasset menneske, i hvert fald på overfladen, men som jeg dybest set opfatter som et regulært fængsel. Og så var det at jeg lagde beskærersaksen væk og begyndte at flå de her elefantgræsstrå af ved roden med de bare næver, smadre dem ned over et løftet knæ i bundter og brække dem over på midten for til sidst at kyle dem en 3-4 meter over i trillebøren.
Jeg måtte gå to gange over til haveaffaldscontaineren. Nu kan jeg kigge ud af mit køkkenvindue på 0,0001 ha flået stubmark. Det føles godt.