Det her bliver formentlig et snotforvirret indlæg. Bær over med mig. Jeg er med i et eksperiment.
Min familie er taget på vinterferie i en uge, og jeg skal være alene hjemme flere dage i træk for bare anden gang i 13 år. Nej, det er ikke løgn, og sidste gang var det kun to nætter. Jeg har glædet mig helt vildt, for hvis det ikke var fordi der er “nødt til” at være nogle faste holdepunkter i sådan en familie for at måltider, skole, arbejde og så videre kan blive passet ordentligt, så flød jeg nok bare mere med strømmen, altså den der kommer indefra. Men det er dælenduleme svært hvis man har familie, og det kan godt føles som at blive trængt op i en krog. Hvis man er mig, altså. Og 13 år, det er noget længe at sidde en krog, skulle jeg hilse at sige.
Nu har jeg så chancen. Jeg startede med at stå op klokken halvfem i morges for at lave morgenmad og sige farvel. Da de var kørt, gik jeg i seng igen og sov til klokken halvelleve. Så er stilen ligesom lagt. Nu sidder jeg her med kaffe og computer og et totalt mylder af ideer, og det føles befriende godt samtidig med at det føles tomt samtidig med at det føles skræmmende samtidig med at det føles .. ja.
Det skal blive interessant at se hvad der sker. Jeg oplever det som at min person er med i et eksperiment, og at jeg skal observere hvad der mon sker med den person i løbet af ugen, for jeg tror helt ærligt ikke jeg kan forudsige hvad der vil dukke op. Spændende! Og samtidig er der en hel masse jeg gerne vil, sådan helt konkret, som jeg aldrig får gjort til hverdag. Noget er allerede planlagt. Andet drøner stadig rundt i hjernekassen som fritsvævende ideer. Det er som det skal være, og jeg er klar.