Så går både ugen og ferieeksperimentet på hæld. Min familie er på vej op gennem Tyskland, tror jeg, og jeg glæder mig helt vildt til at se dem. Det er for tidligt og for privat at konkludere noget her, men jeg har fyldt mine egne bøger (de sorte) med iagttagelser.
Mine sofaer er blevet hvide. Klokken et i nat kunne jeg træt smide mig i den ene og se tilbage på et forløb der startede i mit hoved for længe siden. I mandags tog jeg i ikea og købte nye gardiner og pudebetræk. Så gik der fire dage hvor jeg gik rundt som katten om den varme grød og fornøjede mig med andre projekter, som der er glimt af her, fordi jeg var bange for både at regne og klippe forkert når jeg gik i gang med at forvandle de gamle gardiner til sofabetræk. I går var det sidste chance, og jeg fik endelig fundet saks, nål og tråd frem og kom i gang. Er der mon nogen derude der ved hvor lang tid det tager at sy to sofaer i hånden? Nej, vel? I dag er jeg øm i hele kroppen af at sidde i de mest umulige stillinger og sy. Men jeg gjorde det. Og det har stort set ingenting kostet. Resultatet er okay. For nu.
Mens jeg ventede på at sofabetrækideen modnedes, har jeg også læst “Karlsvognen” af Kristín Marja Baldursdóttir, og det var en skuffelse. Som gud og hvermand ved, har samme forfatters bøger om Karitas haft enorm betydning for mig, men “Karlsvognen” kommer ikke så meget som i nærheden af dem. Jeg læste dog hele bogen, noget må alligevel have fanget mig.
Jeg har også genlæst dele af “Kvindelighed i vækst” af Pia Skogemann. Og jeg har taget hul på “Spis, bed, elsk” af Elizabeth Gilbert, som jeg er blevet nødet til at læse mange steder fra, og som bibliotekets køsystem mener at det er tid for mig at læse nu. Jeg er allerede lidt træt af den snakkende, amerikanske fortællestil, men det kan jo være det bedrer sig. Måske er jeg i det hele taget bare træt.
Lige nu sidder jeg og tænker på at det er lidt fedt at jeg har fundet ud af at spise lakridser med en gaffel så jeg kan hækle samtidig. Ikke dårligt.