Jeg tænkte at jeg ville dele noget her som jeg selv har haft stor glæde af at have med i bagagen. Det er bare et fragment som jeg personligt selv har fundet nyttigt at tage frem og undersøge nærmere med jævne mellemrum, og jeg skriver kort og for det meste med de originale ord om det, for egentlig vil jeg bare gerne henvise til kilden selv.
I bogen ”Kvindelighed i vækst. Voksne kvinders udvikling set ud fra C.G. Jungs psykologi” af Pia Skogemann er der et mindre afsnit om typologi. Bogen er fra 1984, så den er ikke helt ny, og formentlig er opfattelserne i den for længst taget til et nyt niveau, enten af Pia Skogemann selv eller af andre kyndige mennesker. Jeg tager den alligevel op her, dels fordi jeg kan mærke at noget giver genklang og virker gyldigt på mig, og dels fordi den om ikke andet angiver et fokus der kan fungere som et udgangspunkt for min egen og eventuelt andres videre søgen.
Pia Skogemann stiller spørgsmålstegn ved om Jungs typologi, som mange sikkert kender overfladisk fra for eksempel Myers Briggs Typeindikator (MBTI), overhovedet er lige så relevant for kvinder som for mænd, og med afsæt i dette inddrager hun Toni Wolffs ”fire kvindelige strukturformer” hvor der er lagt vægt på en dimension i typebeskrivelserne som Jungs typologi ikke direkte medtager, men som er karakteristisk for kvinder, nemlig forskellige former for relationsmåder.
Pia Skogemann skriver om sit valg af teori:
”Dette anser jeg for værdifuldt, fordi der dermed lægges vægt på den psykologiske baggrund for de forskellige kvindelige roller, som mor, hustru, datter, elskerinde, som alle sammen forudsætter et forhold til andre. Også i de ”objektive” roller ude i samfundet er det tydeligt, at kvinder lægger mere vægt på personlige forhold, fællesskab og grupper end mænd gør”. (side 78).
Og videre lidt længere nede:
”Snarere udgør Wolffs ”typologi” et kvindeligt mønster, der kan hjælpe den enkelte kvinde til at forstå, hvilket psykisk grundmønster der primært præger hendes tilværelse. Det kan også hjælpe kvinder til at indse, at der er andre kvinder, hvis veje og værdier er anderledes end deres egne, men som alligevel kan være med til at udvide og udtrykke det kvindelige univers.” (side 80).
Som nævnt opererer Wolff med fire kvindelige strukturformer:
- Modertypen, ”som støtter og nærer alt, hvad der er svagt og uudviklet”. Måske ”i besiddelse af en næsten grænseløs uselviskhed og selvopofrelse”. ”Den positive udgave er næsten identisk med selve kvindeidealet i vores samfund”. Træder også frem ”i mere overført forstand som for eksempel Florence Nightingale og Mother Theresa”. (side 80).
- Hetæretypen, som ”er den typiske ”fars datter”. I vores samfund er der to tilsyneladende meget forskellige udgaver af dette grundmønster”: 1) Anima-kvinden der opnår følelsen af betydning ved at spejle sig i en mand, og som er “ekspert” i at møde sin mands ubevidste forventninger til hvordan en kvinde skal være på det sanselige plan, og 2) ”Den kloge datter” som spejler sin mands intellekt og ånd, som er mandens gode, præsterende kammerat og medhjælper, og som værdsættes højt af manden (så længe hun ikke overhaler ham intellektuelt). (side 81)
- Amazonetypen, der har udviklet ”et stærkt og tit meget kompetent ego”, og for hvem ”selvstændighed og uafhængighed er nøgleord”. ”I positiv forstand hviler hun i sig selv, men i negativ forstand bliver hun præget af en følelsesmæssig utilnærmelighed”. Hun er den typiske feminist, skjoldmøen som ”kæmper mod tyrannerne blandt alle mænd, og en af hendes udviklingsopgaver er at opdage, at tyrannen ikke mindst sidder i hende selv som en negativ animus”. (side 82).
- Formidlertypen, som ”Wolff kalder den mediale struktur”, og som først og fremmest er ”knyttet til det kollektive ubevidste. Hun opfanger intuitivt det, som ligger i luften, og hun søger at videregive det i en eller anden form. Ofte drejer det sig om indtryk af det, som ligger i omgivelserne, men som disse ikke er sig bevidst”. Indtil hun har udviklet ”et fast ego og en differentieret skelneevne”, kan hun blive ”oversvømmet af ubevidst indhold” og have ”svært ved at skelne mellem jeg’et og det ubevidste”, for hendes psyke er ”porøs indadtil”. (side 84). Denne types primære relationer til andre kan altså beskrives som en formidlers rolle, og det indhold der eventuelt formidles, hvis det er passende, er hentet fra det kollektive ubevidste. ”Wolff skriver: ”Det objektivt eller kollektivt psykiske kan imidlertid kun udtrykkes dækkende i et objektivt sprog, som, bortset fra kunsten, må være et psykologisk eller symbolsk sprog.”” Typen har ”i vores kultur haft meget få muligheder for positiv og anerkendt udfoldelse. Nogle få undtagelser har været de store religiøse kvindelige begavelser – og de måtte anerkende en nonnetilværelse. I gamle kulturer og i primitive kulturer har formidlertypen haft sin plads som seerske, sibylle, orkalpræstinde og shaman. Alle har de været kvinder, hvis opgave det var at opdage, hvad der endnu kun var i sin vorden – de har skullet afdække ”gudernes” vilje, noget som angik hele samfundet”. (side 84).
Pia Skogemann der anser sig selv for at have formidlertypen som sin primære struktur, giver en kort, men fin fremstilling af sit eget forløb frem mod at udvikle ovennævnte skelneevne og dermed at kunne adskille sig selv fra de kollektive projektioner. Hun skriver blandt andet: ”Jeg lærte at bruge andre bevidsthedsfunktioner til at skelne med – og at dette var højst nødvendigt, for ikke alt det, man aner eller bliver grebet af som formidlertype, er noget som bør bringes frem”. (side 85).
Pia Skogemann afslutter hele kapitlet om kvindelig typologi sådan:
”Selvom hver kvinde altså først og fremmest må blive sig sin egen primære psykologiske struktur bevidst, findes alle fire slags i os alle, og til en individuationsproces hører en bevidstgørelse af dem. Gennem vores moder-del forholder vi os til vores biologiske, fødende og nærende del, og de psykologiske funktioner, som gennem årtusinder er blevet differentieret ud fra den instinktive rod. Gennem vor hetære-del forholder vi os til det andet køn, gennem vor amazone-del forholder vi os til egoet og dets evne til selvstændig virksomhed, og gennem vor formidler-del forholder vi os til den større psyke, som alle mennesker har del i, og som bærer kimene til fremtiden.
Ingen del kan mangle, hvis det er helhed vi søger.” (side 85).
Den 30. august 2008 skrev jeg, inspireret af Wolffs strukturformer, i min dagbog: