Jeg har gået rigtig langt i dag, og mens jeg gik, kom jeg til at tænke på hvordan det er, det der med at rejse. Hvordan man måske nok vænner sig til at være på rejse generelt og måske nok husker at pakke tandbørsten hver gang eller udvikler rutiner der får det hele til at virke velkendt uanset om man sidder i en ventesal eller slår telt op på en campingplads. Men også hvordan man til trods for det altid mentalt er et andet menneske når man tjekker ud end når man tjekker ind, fordi et sted altid er nyt til at begynde med og noget helt andet til at ende med. Og så tænkte jeg på at hvis to rejsende mødtes det samme fysiske sted, i den samme hotellobby eller i det samme sommerhus ved vestkysten, og den ene lige var ankommet og den anden var ved tage afsted, så var de to mennesker på en måde slet ikke det samme sted mentalt.
Det tænkte jeg på mens jeg gik og gik, og jeg tænkte at jeg må huske hvis jeg er den der lige er ankommet, at det ikke nytter ret meget at spørge den der er ved at forlade stedet, om alt muligt – jeg bliver nødt til at opleve det selv. Og hvis jeg er den der er ved at tage afsted og står over for den der lige er ankommet, skal jeg vare min mund og ikke dele ud af alle mine oplevelser og spille klog, men blot smile så den anden kan se at det har været et godt sted at være for mig, og måske lige sige hvor elevatoren er eller hvor optændingsbrændet ligger, og så ellers bare ønske vedkommende et godt ophold og en fortsat god rejse.
For vi finder jo ud af det selv. Os rejsende. Det er det der er hele idéen. Og det eneste der virker. Det tænkte jeg på mens jeg gik og gik.