Jeg fordøjer. Sorterer. Tænker på at drikke en ekstra kop kaffe og tænker at lige om lidt går jeg i gang med det jeg skal.
Billeder fra en fantastisk weekend flyver rundt i mit hoved. Jeg kigger på dem og mærker efter. Bladrer.
—
Jeg sidder i min stue. En ven, jeg lærte at kende for vistnok cirka 24 år siden, har smidt sig i min sofa og siger ting jeg griner af, bliver eftertænksom over og bevæget af. Hun rusker i mig på en ret kompetent måde, og jeg værdsætter det højt. Hun kan huske hvad der også er mig, selvom jeg selv har glemt det, og jeg får kontakt til noget der har været forsvundet ud af mit synsfelt i flere år. Jeg registrerer at jeg har mistet noget som jeg engang var rigtig glad for at beskæftige mig med, og at jeg kan godt holde ud at mærke det. Noget bevæger sig.
—
Jeg står i entreen i en lille lejlighed i Middelfart. Jeg hjælper en ældre kvinde der fylder 89 netop denne smukke søndag, med at få overtøjet på og komme over i kørestolen. Langsomt, meget langsomt, for hendes krop er mindst sine 89 år gammel. Det tager en rum tid. Vi kommer hen til elevatoren og opdager at den er i stykker så vi ikke kan komme ned på gadeplan. Vi må gå tilbage ad svalegangen og ind i den lille lejlighed igen. Det var den forårstur. Den 89-årige fødselar tager det med stoisk ro. Hun er vant til at være spærret inde og have mistet sin selvbestemmelse i den ydre verden. Selv kan jeg mærke raseriet og følelsen af afmagt vokse frem indeni.
—
Jeg sidder i bilen. På motorvejen hjem fra Fyn overhaler vi en gul beetle. Bag rattet sidder en person jeg engang kendte, og som jeg stadig holder af. Hun snakker optaget med de tre andre i bilen og ser mig ikke. En af drengene insisterer på at vi kører ind på en rasteplads og får noget at drikke, så det gør vi. Da vi kommer ud på motorvejen og har kørt en tid igen, overhaler vi en gul beetle. Ved rattet sidder en person jeg engang kendte, og som jeg stadig holder af. Hun snakker med de tre andre i bilen og ser mig ikke. Jeg synes det er ret syret, og mærker at mødet fylder.
—
Jeg ser “Den som dræber”, tænker at serien på mange måder minder om “Wire in the blood” og husker at der er skrevet om Tony Hill at han har det sådan: “the grown-ups are shouting and it must be my fault”. Sådan har jeg det også, husker jeg nu pludselig. Hvis nogen er vrede, må det være mig der er årsagen. Det har taget mig mange år at fatte at det er en opfattelse jeg selv har konstrueret ud fra oplevelser tidligere i mit liv, og jeg kan stadig blive fanget i følelsen.
—
Jeg sidder ved computeren. Jeg er træt som ind i helvede, men alligevel så nysgerrig at jeg lige må se om nogen har skrevet noget her eller der som jeg gerne vil forholde mig til. Jeg får kludret gevaldigt rundt i nogle ting både her og der, min sædvanlige kritiske, langsomme og grundige stil er åbenbart sat ud af spillet. Min hjerne er optaget, og jeg har det som om jeg ikke er helt mig selv. Jeg griner og husker at nogen engang fortalte mig at når man er træt og udmattet, kommer skyggen frem, og det skal jeg da ellers lige love for. Skidt pyt på den ene side. Øv av på den anden.
—
Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg er introverteret; jeg har brug for tid til at bearbejde alt hvad jeg oplever, i mit eget system, og jeg kan ikke bare køre videre med at opleve i den ydre verden, så bryder mit system til sidst sammen af overbelastning. Nu tager jeg den der sidste kop kaffe og kører i svømmehallen for at svømme selv. Jeg har en aftale, og det er godt, for jeg ved af erfaring at det meditative flow jeg ofte kommer ind i når jeg svømmer, hjælper mig til at bearbejde og sætte billeder på plads, så jeg kan få energi til at vende mig udad igen.