Forestil dig at de ydre fænomener, du møder i dit liv, på ethvert givent tidspunkt er en spejling af den aktuelle sjælelige virkelighed. En spejling af hvad der rører sig i psyken, i den ubevidste såvel som i den bevidste del. I den personlige som i den kollektive. (Og videre: at alle de ydre fænomener der overhovedet eksisterer, tilsammen er en spejling af hele universets sjælelige tilstand, og at vi alle er forbundne i og med at vi hver især blot er en lille del af den samme uerkendelige helhed).
Hvis du kan følge dette billede, mærk så efter hvilken af disse to indstillinger du finder i dig selv:
A. Jeg bliver lidt bange og tænker at hvis det virkelig er sådan, må jeg forsøge at skabe det pæneste spejlbillede jeg kan. Jeg må gøre mig umage for at tænke de rigtige tanker, og jeg må bekæmpe de forkerte følelser så godt jeg kan, så spejlbilledet kommer til at se så godt ud som muligt. Jeg må gøre alt for at verden ikke skal spejle de dårlige sider af min sjælelige virkelighed.
B. Jeg tænker at det lyder da interessant, og bliver meget nysgerrig. På den måde kan jeg jo bruge de fænomener jeg oplever, til at lære noget om den sjælelige virkelighed; det er bare at åbne op og tage imod. Det kan godt være at det hele ikke er lige sjovt at tage imod, og at der også dukker noget smertefuldt og ubehageligt op, men sikke en mulighed der her åbner sig for at jeg kan blive klogere på den sjælelige virkelighed og derigennem måske får mulighed for at den forandres eller udvikles, den mulighed vil jeg for alt i verden ikke gå glip af. Jeg vil forsøge at tage imod det hele i den tro at alt i mig og i mit spejlbillede er som det skal være, og at jeg udfører min opgave i helheden præcis som det er meningen. Og jeg vil arbejde ud fra den forståelse at idéen med både mig og spejlet netop er at få mig til at se. Altså, virkelig SE!
Personligt kender jeg begge indstillinger ganske godt, ellers kunne jeg vist ikke formulere dem her, tænker jeg. Men jeg skriver ikke dette for at du skal svare mig om du mærker at din (hoved)indstilling er som i A eller B. Du skal ikke stå til regnskab. Hvad enten det er det ene eller det andet, er det præcis som det skal være lige nu. Men hvis du har givet dig tid til at mærke efter, er der alene i kraft af dét sket noget vigtigt, i dig og i mig – ja, i hele universet. Tror jeg.