Torsdag har længe været en særlig dag for mig. Torsdag har været dagen hvor jeg hvilede ud efter i løbet af tirsdagen og onsdagen at have givet alt hvad mit temperament har kunnet holde til af udadvendt, fysisk og pragmatisk aktivitet. Måske har jeg endda givet lidt mere end jeg kunne holde til, det har i hvert fald holdt så hårdt i perioder at jeg faktisk overvejede om jeg måtte give op for ikke at blive helt slidt ned og forsvinde fuldstændigt. Men en kontrakt er en kontrakt, tænker jeg. Jeg skal bare lære ikke at indgå kontrakter jeg dybest set ikke egner mig til at følge til dørs.
Var der slet ikke noget i det som jeg syntes jeg egnede mig til eller gerne ville beskæftige mig med, tænker du måske. Jo, én ting: Jeg føler mig på rette hylde når jeg kan bidrage til at der opstår læring og udvikling, hos mig selv og hos andre. Denne ene ting og og erkendelsen af at det (stadig) forholder sig sådan, er dét jeg skal bygge videre på og gentage i sammenhænge som passer bedre til mit temperament.
Jeg vidste godt på forhånd at jeg bevægede mig væk fra mig selv, at jeg bevægede mig ud på dybt vand i mere end en forstand, og jeg var bange for at gå til i forsøget helt fra starten. Jeg syntes bare at jeg måtte finde en måde at bidrage til familiens økonomi på, og jeg kunne ikke lige se andre muligheder. De sidste uger fik det hele en tand ekstra og pressede mig til det alleryderste, men skæbnen var mig trods alt på en eller anden måde nådig da jeg fik et par ugers pause undervejs.
Men nu er det slut, helt slut, med mit engagement i den form for svømmeundervisning som tirsdag og onsdag har budt på, og denne torsdag er for mig en endnu særligere torsdag end de sidste mange torsdage. Det er den første torsdag i en ny periode af mit liv. Indtil videre har jeg brugt den til at tage hul på Hildegard II af Anne Lise Marstrand-Jørgensen som biblioteket leverede i går lige inden jeg skulle på arbejde, og det føles forunderligt forløsende at få lov at træde ind i dette smukke univers og bare tage imod.