Jeg er i besiddelse af en limboløve. Jeg har helt selv – dog uden at jeg rigtigt vidste af det – skabt den i et tilfælde af vanvid, og med jævne mellemrum bliver den uhørt sulten og truer med at æde mig.
Jeg besluttede engang, da jeg godt ved at jeg selv har ansvaret for denne hersens glubske løve, at det aldrig skulle lykkes for den at sluge mig. Helt. Fanden ta’ mig. Men lunser har den fået, det skal ikke nægtes, og jeg kan stadig se arene. De bliver især meget tydelige og gør ondt når den brøler ad mig. Så er jeg nogle gange ved at give helt op indtil det øjeblik hvor jeg pludselig tager en dyb indånding og brøler igen af fuld styrke. Når vi begge er blevet trætte af alt brøleriet og til sidst falder udmattede om, gispende efter luft, aer jeg den meget forsigtigt og hvisker stakåndet ind i dens lodne øre at det nok skal gå altsammen, for jeg vil tage mig af den.
Det største problem med min limboløve er dog at jeg ind imellem glemmer at den er min. Nogle gange tror jeg sgu den tilhører andre mennesker, og at de har stopfodret den i en sådan grad at den også vil æde mig bare fordi den ikke kan få nok. Puha, så er den helt ude af proportioner, og Aylas huleløve ville ligne en huskat i sammenligning. Da bliver jeg nødt til meget bestemt at bede den gå ind i vores hus igen så vi kan brøle ad hinanden dér i stedet for ude på gaden eller ovre i en andens hus. Det larmer godt nok forfærdeligt, men jeg foretrækker trods alt dét i det omfang jeg har noget at skulle have sagt
