Sidst på dagen smører jeg sandwich og pakker pakker badetøjet, og da alle har fået fri, kører vi ud i sommerlandet for at nyde den sidste bid af endnu en fantastisk sommerdag. Jeg er allerede træt inden vi tager af sted, for jeg har også været i dgi-byen og blandt andet haft den flippede fornøjelse at svømme rundt og rundt, men jeg vil for alt i verden ikke gå glip af smagen af saltvand og legen i rigtigt havvand.
Stranden er næsten tom for mennesker, vandet er stille og helt klart, og solen skinner bag et tyndt gardin af skyer. Jeg er i drømmeland, tror jeg, det bliver ikke bedre.
– <> –
Strandet haj. Efter en drabelig kamp i vandet, som den vistnok tabte, er den landet i klitten og venter på at den sidste luft bliver presset ud af den.
Tre men’sker på en strand ..
Solen står lavt, og aftenbrisen har næsten lagt sig. Vi har badet, spist vores aftensmad og ligger og lytter til strandlydene.
Dagen er godt brugt, og vi må hjem. Jeg døser lidt i bilen på vejen og mærker hvor fyldt jeg er. Det skal blive godt at sove.