.. Og regnen kom, og det blev tid til at vende tilbage til bloggen, som jeg har savnet at skrive på, men også følt et behov for at tænke lidt over og få på så tilpas afstand at jeg måske kunne lære lidt af det jeg har foretaget mig her indtil videre. Endnu engang.
Lige før vi tog afsted, mødtes jeg med et menneske som sagde noget til mig om sig selv der nærmest satte en lavine i skred indeni mig som jeg hverken kunne eller ville dæmme op for. Den er ikke ebbet ud endnu og sneen vælter stadig ned ad bjerget mod varme og smeltning, men det største skred jeg har betragtet, har bragt noget ind i min bevidsthed som jeg for længst havde forstået intellektuelt eller rationelt, men som jeg ikke har haft den fjerneste anelse om at jeg rent følelsesmæssigt overhovedet ikke efterlevede. Jeg har simpelthen ikke kunnet se det; det har befundet sig under bevidsthedstærsklen. Det er stort når det sker i en målestok som i dette tilfælde, og det har ført ikke så lidt med sig, som jeg nu arbejder med på højtryk. Eller rettere: Som mit sind nu arbejder med på højtryk. Jeg kan mærke der er optaget derinde.
Også i den ydre verden har jeg rejst langt og set meget i denne sommerferie, og jeg vil huske den som én af de bedste i mange år, men også som den sommerferie hvor skyggen tog over på den mest uhyggelige og frygtindgydende måde hos et enkelt menneske. Den 23. juli vågnede vi op på Fredericia Vandrehjem, tændte for nyhederne for første gang i mange dage og blev mødt med indslag om uhyrlighederne i Norge. Jeg græd og bad hele vejen fra Fredericia til Klitmøller. Der er sagt og skrevet så meget nu, og jeg evner ikke at tilføje noget begavet, men hvis du ikke allerede har læst det, vil jeg gerne pege på et indlæg af Dorthe Nors >> her.
Lige om lidt bliver det hverdag igen, og det er godt. Jeg oplever det dog som om noget er forandret for altid, og ikke som om jeg vender tilbage. Om det holder, ved jeg ikke. Vi får se.
 |
| Fredericia Vandrehjem, morgenen den 23. juli 2011 |
 |
| Børn der leger og lærer. Fremtid. Håb. Kærlighed. |