Fæstningen

Jeg er bygmester. Det jeg bygger, er både godt for noget og skidt for noget. Men bygmester, det er jeg.

Jeg har bygget et forsvarsanlæg omkring mit hus. Det er enormt, og det er så effektivt at der ikke er trængt noget som helst igennem som kunne true mig, de sidste mange år. Jeg har sluppet næring og byggematerialer ind gennem små huller i de metertykke mure når det var absolut nødvendigt, og jeg har skubbet noget den anden vej ud gennem de samme huller når der hobede sig for meget op inden for murene. Affald og kedsomhedsfrembringelser og sådan noget der ikke kan blive ved med at være plads til.

Jeg har alt hvad jeg behøver for at overleve, i fæstningen, og mere til. Jeg har endda bygget en lille kirke, den er min stolthed og min glæde. Jeg besøger den hver dag; jeg beder og mediterer over de billeder af naturen og menneskene udenfor som jeg har malet på væggene ud fra den smule jeg har kunnet se gennem hullerne, eller oppe fra det tårn jeg også har bygget. Jeg har nok føjet lidt til som jeg strengt taget ikke har set, men som jeg tror findes.

Jeg har haft det godt i min isolation, men nu er det som om jeg er ved at tabe tålmodigheden med hele tiden at skulle få alt til at lykkes og fungere i de trange rum. De der transaktioner ud og ind af hullerne, de forekommer mig mere og mere besværlige og tåbelige og prikker til min irritation, selvom jeg prøver at være tilfreds. Jeg prøver at tage det roligt og forklare mig selv at jeg jo har det som blommen i et æg, hvad det så end betyder, for noget hober sig op, og inden længe tror jeg jeg eksploderer.

Jeg har bygget en fæstning, og det har jeg gjort godt. Jeg har evnet at beskytte mig mod det jeg frygter mest. Men mine drømme er begyndt at plage mig. Jeg er bygmester. Om natten bryder jeg mure ned og bygger en enorm portal af brokkerne som jeg og andre mennesker kan gå igennem, på vej til og fra kirken.

Kirken bliver stående. Den er min stolthed og min glæde.