I går kom jeg ind i en butik bemandet med to ekspedienter. De to kvinder (for det var kvinder, hvilket jeg tror er værd at bemærke) talte højlydt sammen hen over de varer de var ved at ordne nærmest i hver sin ende af butikken, og der gik ikke mange sekunder før jeg kunne høre at de var i gang med at beklage sig til hinanden over en tilsyneladende endeløs række af noget andre havde gjort, sagt, ikke gjort, ikke sagt og så videre. Lutter brok, lutter luften deres utilfredshed, lutter kritik af både omstændigheder og personers arbejde. Dét orkede jeg ikke at høre på, så efter lige i et øjeblik at have følt en tilskyndelse til selv at begynde at beklage mig over at de beklagede sig sådan i mit påhør og gav mig en negativ oplevelse, haha, forlod jeg butikken.
Det fik mig til at tænke på et citat af Eckhart Tolle som jeg har set på Mary O’Malley’s blog, og som jeg synes udtrykker noget fundamentalt sandt. Det rammer lige den del af mig selv der af og til smider mig en tur i offergryden med et snuptag før jeg nærmest ved af det:
“For to complain is always non-acceptance of what is and it invariable carries an unconscious negative charge. So when you complain you make yourself a victim. Either leave the situation, change the situation or accept it. All else is madness.”
“All else is madness”. Tag lige den. Jeg er fuldstændig enig, også selvom det kan synes som hårde ord, især hvis vi er meget tilbøjelige til at falde ind i offerrollen, som jo under alle omstændigheder må betragtes som et forsvar, en beskyttelse eller et forsøg på at bevare eller opnå noget der er vigtigt for én. Det er væsentligt at huske.
Det er også vigtigt at tænke, tror jeg, at hvis vi kan tage os selv i at beklage os – højlydt eller i vores stille sind – over et eller andet, så er det et fint redskab til at gøre os klart på hvilket område vi kan ændre vores liv for at få det bedre. Det er en direkte vejviser til at opdage hvad vi ønsker os af livet, og til at anerkende vores personlige værdier.