I går, da jeg sad og bladrede Søndagsavisen igennem til morgenkaffen, lærte jeg noget nyt. Eller, det vil sige jeg har været i en slags konkret og praktisk læreproces fra jeg fik mit første barn for 14 år siden, men i fredags fik jeg et begreb at putte mine erfaringer ind under: Sandwichgenerationen.
“Kender du sandwichgenerationen? Det er forældre, der i en moden alder har fået børn og derfor sideløbende med børnepasningen også skal tage sig af deres aldrende forældre. De bliver så at sige klemt af omsorgsbehovet fra to generationer.”
Klemt, det er ikke ordet. Mine forældre har altid haft behov for hjælp, og nu i weekenden er min stedmor flyttet på plejehjem. I går brugte jeg blandt andet godt tre timer på at sætte navnemærker i alt hendes tøj – på “opfordring” fra matronen på hjemmet for ellers ville hun ikke få vasket. Mens jeg ryddede op og gjorde rent i den gamle lejlighed, som et dreamteam bestående af min ældste søn, min mand, min bror og mig pakkede ned, flyttede ud af og pakkede ud igen i ét effektivt hug i weekenden, ringede min ene søn og klagede over kvalme og hovedpine og spurgte hvornår jeg kom hjem (fra Fyn), for han skulle måske kaste op. Min anden søn er gået i skole i shorts i dag i protest fordi han mente at alle de bukser han gider gå i, er til vask. Næste skridt, hvis jeg ikke snart vasker, er at han tager badetøj på. Påstod han. Jeg må se at få lært ham at vaske selv.
Nå. Det er godt nok altsammen. Det er i hvert fald lærerigt, jeg kommer ikke igennem det her uden at have lært en fandens masse mere om hvem jeg selv er, og hvad jeg står for. Jeg kan for eksempel i de her dage mere end ane hvordan mit overudviklede frelserkompleks er opstået.
MEN. I dag er MIN dag. Ingen skal få lov at røre den. Jeg har to aftaler jeg glæder mig til, jeg tror jeg “serverer” rugbrødsmadder til aftensmad for nemhedens skyld, og i aften skal jeg se de sidste to afsnit af Broen. Det skal ingen tage fra mig.