Jeg har læst en bog som har gjort et meget stort indtryk på mig: “Fra skam til selvrespekt” af Marta Cullberg Weston. Jeg vil nævne den her fordi jeg håber at flere vil læse bogen, enten fordi de som jeg har behov for at få en nøgle i hånden til det nøglehul til verden og livet som vi står og kigger igennem uden at kunne åbne døren. Eller fordi de arbejder med eller kerer sig om mennesker der kunne have glæde af at kende til den nøgle.
Cullberg Weston taler om forskellige former for skam, som du kan se på billedet af bogen nedenfor. Og hun beskriver hvordan man kan håndtere og/eller befri sig fra skam. Skammens væsen er, som jeg og måske også du kan mærke bare ved at opmærksomheden bliver henledt på ordet, noget man helst viger tilbage for at fokusere på, og det er på mange måder en selvforstærkende mekanisme som man skal være varsom med at give sig i kast med. Jeg ved fx fra mig selv at man kan skamme sig over at skamme sig, endda uden overhovedet at erkende det, og at det er uhyre nemt at bære ved til det skambål der eventuelt brænder i en selv eller andre med meget nedbrydende virkninger til følge. Derfor vil jeg ikke skrive så meget her, men alligevel så meget at det forhåbentlig kan give nogen mod på at læse (i) bogen.
Jeg vil dog citere en passage på side 111 om det Cullberg Weston kalder ‘hvid skam’, fordi jeg synes det sammenfatter et hovedærinde i bogen, og fordi det rent personligt helt afgjort ringer en klokke:
“Det er smertefuldt at se, hvordan mennesker kan bære på dette fejlagtige skamstempel hele livet, hvis de ikke får hjælp til at kaste det af sig gennem terapi. Personer, der bærer på denne type af internaliseret skamfølelse, kan tilmed reagere med skam på en positiv bekræftelse (Claesson, 2005).
Den negative selvopfattelse bygger på fejlagtige forestillinger og er per definition falsk. Der er derfor mulighed for at forandre den, men hvis den antager form af dyb skam over ens egen person, kan den være svær at slippe af med. Det kræver terapi hos en erfaren terapeut, der kender skammens væsen. Grundtanken i den terapeutiske proces er, at personen kan give slip på forestillingen om, at ‘jeg har grund til at skamme mig over mig selv’ og i stedet erfare, at ‘jeg er blevet dårligt behandlet’, som den finske terapeut Tommy Hellsten bemærker (Hellsten, 2003).”
Evnen til at føle skam, som jeg opfatter Cullberg Westons opfattelse, er en dybtliggende motor i de fleste* menneskers psyke som på den ene side sørger for at vi ikke opfører os utilbørligt skamløst uden respekt for andre mennesker og for livet. Men som også på den anden side, i yderste konsekvens hvis den får for meget brændstof tilført allerede tidligt i livet, kan tage føringen i en personlighed på en måde, momentant eller konstant, som er meget destruktiv, og som modarbejder og måske endda dræber en anden kraft i mennesket, nemlig livskraften. Det er grumme sager, men Cullberg Weston behandler dem på en omsorgsfuld, åbnende og respektfuld måde, efter min mening, og hun efterlod i hvert fald mig som læser med god kontakt til netop livskraften.
—
* De undtagelser, Cullberg Weston gør, stiller jeg stort spørgsmålstegn ved, ligesom der er andre elementer i hendes fremstilling jeg ikke er så vild med. Men det vælger jeg at se bort fra, fordi jeg synes hendes bidrag med hensyn til at få skovlen under skammen i det store og hele er meget vigtigt og væsentligt. Det er en stor ting at der er mennesker der har så meget hjerte og mandsmod at de kan skrive sådan en bog.