Jeg husker:
Min mor er syg. Jeg ved ikke hvad der er i vejen med hende, men hun har ligget på sygehuset i meget lang tid. Jeg taler ikke med nogen om det. De voksne siger ingenting, men min far kører til Odense næsten hver dag for at besøge hende. Min bror og jeg kommer aldrig med.
Min farmor er flyttet ind i vores lejlighed for at sørge for mad, tøj og rengøring. Min far har sagt at hun skal have mit værelse, så jeg må sove i soveværelset. Min mors seng er rykket over under vinduet, og der sover jeg. Når jeg ligger i sengen, kigger jeg op i de hvide undergardiner. Jeg kan se strukturen i vævningen i lyset fra parkeringspladsen. Min lillebror har beholdt sit eget værelse inde ved siden af.
En dag får min bror og jeg at vide at vi skal med på sygehuset og besøge min mor. Jeg glæder mig. Men da vi kommer ind på stuen, ligger der et lille bitte menneske i sengen som jeg næsten ikke kan kende. Vi kan ikke snakke sammen.
Vi skal med toget hjem. Jeg kaster op i en håndvask på banegården fordi jeg ikke kan nå hen til et toilet. Det er meget ulækkert, og jeg skammer mig. Der er ingen til at hjælpe mig. Jeg er alene.
Jeg ligger på sengen i min fars soveværelse og dagdrømmer. Vinterlyset falder skarpt ind gennem de hvide gardiner og laver skyggespil på sengetøjet. Min mormor er kommet, så både min mormor og min farmor er ude i køkkenet. Min far kommer ind, sætter sig på sengen og siger forsigtigt at min mor er død. Jeg kan godt mærke at han er bange for at fortælle mig det, men jeg føler ingenting. Det undrer mig. Jeg kan ikke mærke mig selv. Jeg går ud i køkkenet til de andre, og der er måske lidt stille, men det de siger, handler om aftensmaden.
Der går et år eller to. Min far gifter sig igen, og min farmor flytter hjem til sig selv. Jeg får mit værelse tilbage, men det er en stakket frist. Da min stedmor flytter ind, kan de ikke nænne at skille sig af med de ting der ikke er plads til i stuen, og de bliver stillet ind på mit værelse. Det er grimt, og jeg føler jeg bor i et gæsteværelse. Jeg prøver at indrette mig så godt jeg kan. Lukker døren, læser bøger og hører radio.
Det er alt sammen næsten 40 år siden. Nu bor jeg i et lille rækkehus sammen med tre andre mennesker, og hver gang vi flytter rundt på noget i huset, foregår det stort set efter principperne i et skubbespil. Det kræver en god evne til at tænke forud, og det har bragt os langt og fået meget til at lykkes. Nu har vi flyttet rundt igen fordi min ældste søn gerne ville være lidt mere for sig selv i kælderen, og det har givet mig mulighed for at få mit eget værelse. Jeg har i årevis drømt om at få mit eget værelse. Mit eget værksted, hvor jeg kunne indrette mig helt som jeg kan lide, og hvor jeg kan trække mig tilbage og fordybe mig når jeg har brug for det. Nu sidder jeg her faktisk.
Hvad jeg ikke har kunnet tænke mig forud til, er hvilken følelsesmæssig uro det ville føre med sig. Jeg er i kontakt med en gammel smerte som fuldstændig overvælder mig, og som udløser så mange følelser at jeg stort set ikke har overskud til andet end at prøve at rumme dem og finde rundt i dem. Jeg bliver lykkelig her i mit eget rum til sidst, og jeg ender måske også med at kunne arbejde kreativt herinde som det var drømmen, det tror jeg, men lige nu kan jeg godt mærke at der er lang vej endnu. At jeg kæmper med overhovedet at indtage rummet og give mig selv lov til at det skal være mit. Hver gang jeg er faldet til ro og har mærket glæden bare et øjeblik, vælter den dårlige samvittighed og skammen ind over mig. Hvem tror jeg jeg er?
Jeg må kaste et anker ud for at blive på stedet og holde fast: Jeg er Janne, og jeg har ret til mit eget/min egen værelse.