Jeg må have fået malerhjerne. Det er den eneste forklaring jeg kan finde på at min hjerne ikke kan samle noget som helst meningsfuldt for tiden, men bare er fyldt med fritflyvende, usammenhængende brudstykker. Jeg plejer ikke at tage skade af noget der er vandbaseret. Ha. Måske har mængden noget med det at gøre?
De næste dage skal jeg male færdig i kælderen og rydde op og sætte på plads, og når jeg er færdig med det, skal jeg gøre hele huset rent, og når jeg er færdig med det, skal jeg forberede mig på bassinlivredderprøven, og når jeg er færdig med det, får vi en udvekslingselev på besøg i en uge, og når jeg er færdig med det, er der en uge til vi skal holde nonfirmation for min ældste søn, og når jeg er færdig med det, skal jeg formentlig rydde op både indvendig og udvendig.
Men SÅ er jeg også færdig med alt det jeg skal (og selvfølgelig også på den ene side gerne vil). SÅ kan jeg fordybe mig i det jeg (også, og på den anden side) vil og ikke mindst har behov for uden at blive forstyrret.
Sådan eller noget lignende har jeg tænkt de sidste snart mange år, og mange års forstyrrelse er immervæk en del at skulle sætte sig ud over. Men det må da for fa’en kunne lykkes engang (hvis bare jeg lever længe nok, uha).