Jeg afleverer et bundt rabarber til nabo A som jeg har lovet hende da vi drak kaffe og spiste kage i hendes skønne have. Jeg har måttet vente lidt med at plukke dem fordi nabo B kom med en trillebør samme aften og høstede igennem til sin berømte rabarberkompot. Jeg får en buket lilla lathyrus retur, og mens vi står og snakker ved havelågen, cykler nabo C forbi. Vi vinker, og nabo A råber “Godt vi fandt ud af det!” og forklarer mig at nabo C sms’er til hende hver dag inden kl. 10, for – som nabo C selv siger – hun vil helst ikke ligge for længe når det engang sker. I dag havde hun for første gang ikke sendt nogen besked, og nabo A var nået at blive helt bange, men nu havde de fundet ud af at det bare var en forglemmelse.
På vej hjem med min fine buket går jeg over til haveaffaldscontaineren og smider rabarberbladene ud. På vejen møder jeg nabo D som netop står ud af sin bil sammen med et af sine børnebørn. Nabo D griner, peger på min trillebør og spørger forbløffet om jeg er i haven? Jeg griner tilbage og forklarer at nej, det er jeg ikke, heller ikke i dag, jeg er bare på rabarber-blomster-udveksling.
Senere har jeg vasketid, og jeg kommer spænende et halvt minut før min tid løber ud for at tage det sidste hold tøj ud af maskinerne. Nabo E sidder med sine vaskeposer og pulver på en bænk med korslagte arme og krydsede ben, og jeg kan ikke dy mig for at spørge om hun venter på mig? Ja, det gør hun! Jeg flår tøjet ud, tænker at det ikke tager mere et halvt minut, og hvor travlt er det også lige vi skal have i det her liv? Smiler og siger værsgo. Mens jeg står og hænger tøjet op, kommer hun ind og siger at mine nøgler ligger på den lille vaskemaskine, bare hvis jeg nu ikke kan finde dem, og jeg må jo heller ikke glemme dem. Hun ønsker mig god dag.
Jeg bliver færdig og trisser hjem med mine nøgler dinglende i snoren efter veludført gerning. På vejen kommer jeg forbi nabo F’s hus og kigger lige efter om hendes fine blomster på trappen har det godt. Jeg sender en tanke til hende helt derovre ved vestkysten hvor jeg også snart selv skal hen, og hvor vi nok ikke kan lade være med at mødes til et glas vin og en af de der snakke der får det hele til at falde på plads.
Om aftenen står jeg ved køkkenvasken og kigger ud af vinduet. Vores kat ligger afslappet, men helt vågen udenfor på stien; jeg kan se hvordan hovedet er løftet og ørerne drejer sig efter de forskellige lyde. Bag den er kældervinduet åbent, lige til at smutte ind ad.
Klog kat, tænker jeg, vrider karkluden og hænger den over vandhanen.