Plastisk

Jeg er plastisk.

Måske er jeg plastisk ler, hvilket er slemt nok, eller plastisk træ, hvilket nok ville være værre. Eller plastisk sprængstof. Det er også en mulighed, og en ikke helt ringe en, egentlig, når jeg tænker over det.

Hvoromaltinger. Jeg er så dødudmattet af at være plastisk at jeg – for at få en pause og samle energi – bliver nødt til at være alene en tid så der ikke er nogen jeg skal forme mig efter. Måske kan jeg være så heldig at finde en evig sten i leret, eller en organisk splint i træet. Eller en detonator i sprængstoffet så jeg kan få gjort en ende på den evindelige og ulidelige tilpasningsevne der har tegnet mit liv indtil nu.

BUM!

Og jeg skal sige dig hvem jeg er.