Spiralbevægelser

Det er virkelig svært for mig at blive på mit sted; jeg bliver ved med at rende af pladsen, men nu kan jeg efterhånden se mønsteret. Jeg har et blogkompleks (måske en del af mit på-samme-tid-ønskende-mig-at-og-værende-bange-for-at-blive-set-kompleks?) som jeg bevæger mig gennem igen og igen på rejsen gennem mit indre landskab.

 

Jeg tror at når vi bliver ved med at gentage et mønster, er det for at vi skal lære af det. Det er noget universet sørger for. Vi bliver ved med at gentage mønsteret indtil vi har lært nok til ikke længere at være bundet eller hæmmede af det. Hvis vi er vågne, bevæger vi os ikke kun rundt i en bevidstløs cirkel med udelukkende gentagelser, men rundt i en spiral hvor vi lærer lidt mere eller får tilføjet lidt mere lys til mørket hver gang vi bevæger os gennem det samme punkt, hver gang det samme mønster bliver aktiveret, fordi det sker på et nyt bevidsthedsniveau. Jeg tror ikke spiralen ender så længe vi lever, men vores bevidsthed om og oplevelse af de punkter vi bevæger os gennem gentagne gange, kan ændres, hvis vi kan tage imod den mulighed for læring der tilbyder sig hver gang vi passerer igen. Jeg tror ikke at de punkter i vores indre landskab som udfordrer os, kan forsvinde helt. Vores komplekser består, men vores bevidsthed omkring dem kan udvides hele livet igennem og i en sådan grad at vi ikke er fanget i eller bliver holdt tilbage af at skulle gentage et mønster, men kan lade vores potentiale og dermed vores livsopgave blive udfoldet.

 

 

Og her er jeg så igen. Det ser måske latterligt ud, men det kan jeg ikke tage mig af. Jeg er nødt til at fortsætte min bane for at lære tilstrækkeligt til at kunne påtage mig min opgave i verden, og ikke bare trække mig og lukke af hver gang jeg har har vovet mig så langt frem at jeg bliver for bange for at blive set.

 

 

Genåbning og fusion 3