Hund eller ekstra hud?

Jeg går igennem nogle store forandringer i mit liv lige nu, og min ene søn har foreslået mig flere gange at anskaffe mig en hund, så jeg altid kunne have trofast og forstående selskab når jeg trængte til det.

God idé. Jeg har bare en anden plan: At anskaffe mig en våddragt så jeg kan komme ud at svømme med de “rigtige” åbentvandsvømmere .. og på den måde altid have trofast og forstående selskab når jeg trænger til det.

Som drømt, så gjort. I kassen her bag mig ligger nu en våddragt, som jeg ikke ved om er for lille eller lige tilpas afsindigt stram. Jeg kan ikke lyne den over ryggen selv, og inden jeg ved om den faktisk kan lynes overhovedet med hjælp fra andre, eller om den faktisk er for lille, tør jeg ikke melde mig på banen i søen sammen med de andre svømmere.

Altså. Jeg har dragten, den sidder som malet på og fremhæver mine runde kurver så jeg ligner mig selv for for 20 (arh, okay, 10) år siden. Men jeg mangler én til at lyne mig i ryggen ..