Er gået fra smuk og lyrisk prosa til skarp og spirituel prosa. To vidt forskellige verdener. Som forskellen på at være i og at iagttage. Eller at føle og at tænke. Eller at elske og at ræsonnere. Eller ..
Jeg ved det ikke. Blot er forskellen så stor at den slår mig.
Jeg har læst alle Peter Høegs bøger, altså bortset fra den nyeste som jeg nu er i gang med. Og jeg er ved at læse alle Tomas Espedals bøger. Jeg vil ikke gå glip af en eneste af de to forfatteres værker og de vidnesbyrd om bevidsthedsrejser som begges forfatterskaber er, hvis jeg ellers kan nå igennem dem inden jeg stiller træskoene, forskellen til trods. Måske fordi der findes noget hos dem begge som også findes hos mig?