For et stykke tid siden hørte jeg om en ny løbetrend: ‘naked running’. Det skulle jeg da fluks google og fandt ud af at det (klart nok) ikke går ud på at løbetræne uden tøj på, men uden elektronik på: Ingen pulsmåler, musikafspiller, gps-tracker, intet (avanceret) løbeur og så videre. Det hele er et forsøg på for nogle løbere at vende tilbage til blot at løbe for at nyde turen uden at have fokus på sin egen præstation i form af fx målt hastighed, intensitet, distance, og uden at aflede opmærksomheden fra den direkte oplevelse af både sig selv og omgivelserne med fx musik. Måske løber man ikke alle ture nøgne, men nogle, så man ikke helt mister kontakten med sin “indre krop”. Eller noget i den stil, sådan forstod jeg det i hvert fald.
Det fik mig til at tænke over hvad jeg selv havde gang i. Da jeg sidste år fik mulighed for at tracke mine lange gåture, cykelture og senere løbe- og svømmeture med Endomondo, var det supersmart og sjovt. Det var pludselig interessant at få nogle data sat på mig selv. Til en vis grad var det også motiverende og holdt mig i gang, både fordi jeg selv syntes det var sjovt at se hvor meget jeg bevægede mig rundt, og desuden fordi jeg – hånden på hjertet – syntes det var sjovt at vise resultaterne frem i min omgangskreds på nettet. Men det tog overhånd, og det gik op for mig at jeg efterhånden oplevede turene mere udefra gennem de data jeg fik leveret og den respons jeg fik på dem, end indefra gennem min sansende krop og mit reflekterende sind. Noget var ved at gå tabt. Jeg har altid nydt at bruge min krop mens jeg gjorde det, det er min største motivation, og jeg elsker at gøre det dels i naturen og dels i vand og mærke samspillet med de to “omgivelser”. De glæder var ved at blive spoleret af min dokumentationstvang og mit præstationsfokus.
Derfor holdt jeg op med at have Endomondo tændt i havtasken når jeg svømmede ud i løbet af sommeren, ligesom jeg gik over til at løbe mine ture uden at medbringe andet elektronisk gear end min nøglebrik.
Med efterårets komme har jeg nu også svømmet inde en del gange og her er det gået op for mig at jeg faktisk ikke engang orker at tælle baner mere og holde dem op mod tiden på det store ur på væggen. Det har jeg ellers været ret omhyggelig med førhen, men gassen er simpelthen også gået ud af den ballon. Så nu svømmer jeg bare i det tidsrum jeg nu lige har tænkt mig. Måske laver jeg nogle fartlege, svømmer lidt “program” eller blander svømmearterne så jeg alligevel ad omveje holder lidt styr på hvor langt jeg svømmer, men ellers er jeg faktisk mest glad for at svømme lange distancer — eller som det vil være mere rigtigt at sige nu: glad for at svømme i længere tid ad gangen i samme tempo og nyde rytmen og et godt meditativt flow. Det bliver jeg aldrig verdensmester af, men til gengæld har jeg det skønt mens jeg gør det, og jeg tager både glæde og nærvær med videre ud i dagen.
Og sådan er jeg kommet fra nøgenløb til nøgensvømning, og jeg kan mærke at det bliver rigtig godt. Det går faktisk næsten som en leg, og hvad mere kan man ønske sig?
 |
| Et kig ind i mit efterårs- og vintermorgennøgensvømningsmekka 😉 |