Tankevandring

Tirsdag aften, 1700 meter helt alene i en 50-meter-bane, resten sammen med én anden svømmer. I banen ved siden af ligger to svømmere. På klubbanerne træner et hold i livredning, og jeg følger med i deres lydløse, poetiske aktiviteter under overfladen. Når jeg trækker vejret til vinduessiden, kan jeg se at regnvejret kommer nærmere med tunge, mørke skyer.

Mine tanker vandrer.

Vidste I at hos hvaler er der ikke nogen forbindelse mellem munden og luftrøret? De trækker udelukkende vejret gennem blåsthullet/-hullerne og kan altså ikke trække vejret gennem munden eller få maden i den gale hals ligesom os. Dét synes jeg er sjovt at tænke på, og jeg er ikke fri for at ligge der og ønske mig et blåsthul eller to.