Jeg har lige lyttet til en genudsendelse af sproglaboratoriet fra 1. maj om stilhed i fællesskaber. Om det kraftfeldt og de dybe kommunikationskanaler der åbnes mellem mennesker når de er stille sammen, dvs. når de er sammen uden at tale.
Jeg ved præcis hvad Bastian Overgaard, guide i stilhed, mener når han fortæller i dette interview om den stilhed han også kalder intelligent stilhed. Jeg har det selv sådan at i de af mine relationer eller enkeltstående møder med andre mennesker hvor stilheden udgør et naturligt, ordløst kommunikationsrum, kan jeg opleve øjeblikke af dyb kontakt med både mig selv, den anden og verden omkring mig og mærke en forbundethed som overskrider vores afgrænsede egoer og kroppe. Det er meget livsbekræftende og meningsfuldt, men ikke altid let fordi det også kan være en krævende og afklædt situation at være i hvor jeg skal kunne modtage præcis hvad der dukker op af følelser og refleksioner, både hos mig selv og hos den anden/de andre, også hvis de er ubehagelige.
Omvendt kan jeg opleve at jeg ikke kan lære den anden rigtigt at kende eller mærke nærvær og egentlig kontakt hvis der ikke opstår lommer af stilhed mellem mig og den anden, hvor jeg kan lytte bag om ordene eller ind i mellemrummet mellem ordene. I sådanne situationer hvor jeg selv eller andre siger noget hele tiden, kan jeg føle mig meget ensom, måske endda forladt.
Bastian Overgaard fortæller også om den forstærkning af sanseoplevelser som stilhed i fællesskaber kan befordre – den kender jeg også! Sådan sat på spidsen kan jeg føle mig meget forstyrret og berøvet af både sanseoplevelsen og delingen af den hvis jeg skal samtale fx samtidig med at jeg spiser god mad, cykler eller går tur i naturen. Det er næsten lige så svært for mig som at skulle samtale mens jeg læser en bog eller ser en film, og jeg skal bestemme mig for om det er det ene eller det andet det “går ud på”. (Måske er det en af grundene til at jeg elsker at svømme, når jeg nu tænker over det – det er ret svært at tale sammen når man svømmer med ansigtet i vandet, og alligevel er man sammen med andre og “lytter” til dem via kropssproget mens det står på).
Jeg tror meget på at det er værdifuldt for både den enkelte og vores fællesskaber at kunne være stille sammen. Lidt sjovt er det at denne udsendelse er en af flere under overskriften “At miste mælet”. Jeg oplever egentlig at når vi er stille sammen, kan vi tale sammen med en meget større stemme end den det talte ord giver lyd til.
http://www.dr.dk/p1/sproglaboratoriet/sproglaboratoriet-2015-05-01
