At befinde sig i en totalt tætpakket togvogn til cykler og opleve mennesker samarbejde fuldstændig gnidningsfrit om at få folk ud ved stationerne. En slags skubbespil med mennesker og cykler hvor alle brikker skal pusles på plads ved at flytte en ad gangen til det ledige hul.
Da det bliver min tur, og jeg – gud ved hvordan det kunne lade sig gøre! – kører cyklen ud på perronen, råber jeg “Tak allesammen. God dag!” “I lige måde”, lyder det tilbage.
Jeg elsker mennesker.
