Jeg har været i mageløst selskab i dag, og det har ikke efterladt mig uberørt, for nu at sige det uden at overdrive.
Først så jeg ind (og som læsere her på stedet vil vide, er det – sagt uden blusel – min spidskompetence, og jeg nød det hele stort):
Anne Marie Carl Nielsen: Havfrue Niels Hansen Jacobsen: Skyggen Joakim Skovgaard: Kristus i de dødes rige |
Så så jeg ud (også på mit eget lidt skeptiske selv, der dog på forhånd havde glædet sig til lige præcis det her møde for at opleve ved selvsyn hvordan manden Jens dristede sig til at se på en (sin) kvinde):
Jens Ferdinand Willumsen: En bjergbestigerske |
Og til sidst blev det hele meget moderne, og så så jeg både ind og ud på samme tid, og det var så fucking skræmmende at jeg trak vejret hurtigt og skulle koncentrere mig for at bringe mine nerver i ro. Jeg fatter ikke hvordan en kvinde der gik ind i kunstværket lige efter mig og mens jeg kæmpede for at få min hyperventilation under kontrol, tilsyneladende iagttog det hele fuldstændig uanfægtet og slog sig vej ud gennem svingdørene igen efter to nanosekunder for at blive forenet med sin mand som hun signalerede til at dér behøvede han ikke gå ind.
Elmgreen & Dragsted: Please, keep quiet. |
Det var en fejl, det mener jeg virkelig. Prøv selv en dag at gå ind på Statens Museum for Kunst, op på øverste i etage i den nye bygning og skub dig vej gennem de her to døre. Det er kunst (har sagkundskaben besluttet) der kan mærkes. I kroppen. Chok.
Efter den oplevelse forsøgte jeg at interessere mig lidt mere for alle de moderne ting, men der kunne ikke være mere i mit system og jeg måtte ud. Jeg bliver nødt til at komme igen en anden gang og se færdig.
Udenfor var regnen begyndt, og skyerne så ud til at ville lække en ikke ringe mængde vand, så jeg tænkte: Hvad gør jeg så?, for jeg havde kun taget en pæn poncho og ikke nogen praktisk regnjakke med. Jeg spurtede til Nørreport station og tog toget til et overdækket indkøbscenter, og måske var det den lille bitte powernap jeg nåede at tage på vejen, der gjorde at jeg nærmest skiftede personlighed. I hvert fald, da jeg kom ud af centeret igen (og regnen var holdt op), var der smuttet en kjole, en nederdel og et par virkelig nice sko ned i min pose. Altsammen købt på tilbud. Og jeg fortryder intet, især ikke efter at være kommet hjem og have set mig selv i spejlet med det hele på. Chok igen.
Nu er jeg træt. I morgen må jeg restituere. Det begynder at dæmre for mig hvorfor jeg aldrig rigtigt har været vild med at tage på ferie.
* Hvis du vil vide mere om de kunstværker som er afbilledet, kan du finde lidt ekstra information her: https://goo.gl/photos/VA7PgDo4nTXyG4qo7.