Jeg har en fornemmelse af at der er sket noget med min hjerne de sidste tre år efter at jeg forlod min familie fordi jeg var blevet så lille af at være i den at næste skridt var døden. Eller efter at jeg blev smidt ud af min familie fordi den syntes jeg ydede så lidt at den ønskede en udskiftning. Eller hvordan det nu var. I hvert fald er min hjerne blevet mærkelig; jeg kan næsten ikke kende den, for den kører på nedsat kraft, og jeg ikke kan koncentrere mig eller samle mig om at tænke ordentligt som jeg kunne før, for slet ikke at tale om at huske. Jeg må se mig selv gå rundt i verden som noget nær en idiot, og det er virkelig ikke sjovt.
Det skriver jeg for at nå frem til at sige at jeg heller ikke kan skrive mere. Jeg gør det bare alligevel ind imellem, for af alle de beskæftigelser et menneske kan kaste sig over i dette liv, er det at skrive den jeg holder mest af. Vi må holde resultaterne ud, både du og og jeg, der er ingen anden vej. På trods.
“Man er hvad man yder”, stod der på et træsnit på væggen i køkkenet hos mine forældre. Min far havde lavet det og læste det tit op i et tonefald der lod ane at det her var hans livs motto, og at det var den vigtigste lektie for noget menneske i verden at lære. Min far var bådebygger, og selvom han ikke mejslede sine ord i sten, men snittede dem i træ, var de ikke mindre gennemslagskraftige, og nu råber han budskabet ud inde fra mit overjeg så jeg næsten ikke kan høre andet.
Næsten. For ind imellem slipper der alligevel noget ind via hørelsen, som jeg rent faktisk hører efter. “Take the time to waste a moment”, lød det forleden i min radio, og selvom Kings of Leon vist nok mener noget helt andet end det jeg kom til at tænke, fik det mig til at sætte mig ned og høre efter. Indefra. Forundret over den gåde som voksede frem i mit hoved, for her var noget der udfordrede mig.
Der var noget der ikke hang sammen. Noget der var splittet. Noget som jeg måtte forsøge at samle. Og efter at have siddet dér lidt, gik det op for mig at dette noget var mig. Jeg er to, og jeg hænger ikke rigtigt sammen.
Jeg et menneske, der spilder rigtig mange øjeblikke, hvis man tager ydelsesbriller på. Jeg er virkelig god til at beskæftige mig selv med noget hvor jeg hverken giver nogen noget eller præsterer noget. Det ved jeg godt om mig selv; det der slog mig, var at jeg altid gør det i dølgsmål. Der er aldrig nogen der ser mig i de øjeblikke hvor jeg ikke yder noget for andre eller en sag endsige præsterer. Jeg er altid alene når jeg sådan laver “ingenting”. (Den eneste undtagelse er måske lige når jeg en sjælden gang er sammen med mine sønner, men det er noget nyt jeg er begyndt at øve mig på). Så snart jeg er i selskab med bare ét andet menneske, begynder jeg at yde. Så snart jeg ikke er alene, forsøger jeg at afkode hvad det er jeg skal yde for at det giver mening at jeg er til stede. Vel sagtens fordi jeg ellers ikke ville føle at jeg havde ret til at være der. Eller at jeg simpelthen ikke ville være der overhovedet, at jeg ville forsvinde.
De eneste tidspunkter jeg ikke yder noget på, men slapper helt af og bare er, er når jeg er alene hjemme hos mig selv eller alene ude i naturen. Når jeg er på besøg eller har besøg, når jeg er på job eller når jeg mødes med andre ude til en gå- eller svømmetur, for eksempel, er jeg på arbejde i betydningen af skulle yde det andre forventer eller beder om, im- eller eksplicit. Det kan være hyggeligt, tilfredsstillende, selvtillidsgivende, sjovt og alle mulige andre gode ting, men jeg er stadig på arbejde, bliver tappet for energi og får snart brug for at holde fri.
Jeg er også et menneske der går til yderligheder for at yde noget når jeg er på arbejde. Jeg laver hele tiden noget, for jeg ville ikke ane hvad jeg skulle stille op med mig selv, hvis jeg lod være. “Du har en overproduktion af pligtfølelse”, sagde en kollega engang, “og hvis du benægter eller bortforklarer det, er det en del af problemet”. Jaja, hvor er du klog, tænkte jeg, hvad fanden skulle jeg ellers lave når jeg er på arbejde, jeg ville aldrig med min gode vilje overlade ekstra arbejde til mine kolleger og desuden får jeg jo penge for at være her og skal ligesom (for)tjene dem!
“Jeg vil vædde med at der er totalt clean hjemme hos dig, og at du aldrig sidder stille når du har fri”, sagde en anden kollega en anden dag. Han skulle bare vide! Jeg sidder virkelig meget stille, og jeg kan sagtens bruge timer på bare at surfe på nettet, se serier, hækle, læse og småsove – trods ophobninger af både opvask, nullermænd, mails jeg burde besvare og alt muligt andet. Men altså: Kun når jeg er alene.
Det er som om jeg skal vælge mellem at være at være mig selv eller at være sammen med andre mennesker. For jeg kan hverken opgive mig selv eller styre min udmattende ydetvang, ergo foretrækker jeg at være alene, og i længden bliver det ret ensomt.
Lykken ville være at kunne være i samme rum som et andet menneske og være fri til at yde eller ikke yde alt efter hvad jeg fandt passede til både mit eget behov og situationen. Og jeg er mere end parat til at gøre en indsats for at komme frem til at blive i stand til det. Så kunne jeg hænge sammen, tænker jeg.