Jeg har tænkt over det. Jeg ved nu at drivkraften bag alle de vigtigste handlinger i mit liv har været at undgå at komme til at føle skam. Nogle gange har beslutningerne set ud til at være resultatet af fornuftig analyse, mod og jernvilje, måske endda etik. Nogle gange til at være en fej kujons flugt fra ansvar eller tilknytning hvilket paradoksalt nok også medfører skam, om end en mildere en af slagsen end den min drivkraft er gjort af, og som jeg frygter mere end alt andet. Selv døden, vil jeg mene i mine mørkeste øjeblikke.
At forstå mine bevægelser anderledes ville være at stikke blår i øjnene.