Man skal aldrig underkende hverken 1) den vilje og de ressourcer der findes blandt ens venner derude til at hjælpe én, eller 2) de subtile, mentale tilstandsrapporter som ens præsente minder og fantasier giver adgang til, på samme måde som drømme.
Begge dele fylder mig med ærefrygt lige nu.
Til 1): En ven har sendt mig dette link: Googlesøgning på ‘farvel jeg hedder kurt (1969)‘, og det er jo lige præcis den film jeg husker! Jeg så godt det klip på 2½ minut der ligger på Bonanza, og jeg har hele tiden hørt Thomas Windings stemme i baggrunden, men strandede ved klippet af forældrene der løber forvirrede rundt og leder efter deres datter. Nu sidder jeg og kigger på billederne og føler mig forløst. Tusind millioner tak.
Til 2): Filmen handler om et barn der ikke får det fra forældrene det har brug for, som flytter hjemmefra til (flygter ind i) en drømmeagtig eventyrverden, og som i processen udviser lidt kønsidentitetsforvirring .. hvad skal jeg sige andet end at det er temaer jeg kender til hudløshed fra min egen barndom. Det er steder i mit indre landskab jeg kredser hen over igen og igen i en spiral mod udvidelse af bevidstheden, og jeg ved godt jeg er der igen lige nu.