Jeg læser Gå af Tomas Espedal. Det har jeg gjort før, men fornøjelsen er ikke mindre denne gang end de andre. Jeg har hele tiden lyst til at læse op for én eller anden for at dele min glæde og min oplevelse af at genkende og at blive set, men jeg kan ikke vælge hvilket afsnit eller hvilket kapitel. Bedst som jeg tror jeg har fundet det perfekte sted, så kommer der ét til der er lige så perfekt, og jeg kan jo ikke læse hele bogen op. Jeg ved såmænd heller ikke hvem jeg skulle læse det op for som ville forstå det, så jeg går videre alene i stærk bevægelse over det jeg kommer forbi og igennem.
Opdatering kl. 19:25:
Jeg har opdaget at Espedal citerer Dylan Thomas forkert, og nu hvor jeg ved det, bliver jeg nødt til at sige det. Øv. På side 10 står der: “Mørket er et sted, lyset er en vej, skrev Dylan Thomas”, og det gentages på side 34. Det er vist retteligen omvendt: “Dark is a way and light is a place” (prøv at google det, fx https://www.youtube.com/watch?v=F5QpQ3x42NQ). Jeg kan få begge versioner til at give mening, dvs. svinge i takt med hvad jeg “tror” på, men den første og forkerte passer som fod i hose til Espedals budskab.
Eller. Har Espedal konstrueret et fortæller-jeg der fejlciterer med vilje (selvom bogen er udråbt som autofiktion)? Kan man forestille sig det? Måske er det mig der ikke fatter en bjælde … intet under at den her bog kan blive ved med at holde mig vågen! Hvad stiller jeg nu op med citaterne af Rousseau, Kierkegaard og mange, mange andre?