Håndværk

Den bemærkning har jeg fået utallige gange de sidste par år når jeg ind imellem har skullet bruge en computer på mit arbejde og har tampet løs i nogle kollegers nærvær.

“Ja, hvis jeg ved hvad jeg skal skrive, så går det vist ret hurtigt”, plejer jeg at sige, og så fortæller jeg historien om hvordan jeg havde maskinskrivning som valgfag i en af de ældste klasser i folkeskolen. Hr. Thurah sad ved katederet og overvågede at vi beholdt pladen over tastaturet på hvert vores hakkebræt og forsøgte at skrive meningsløse tekster af uden at kunne se tasterne, men ved at placere hænderne præcis rigtigt til en start, og så finde de rigtige taster ved at kigge på en oversigt over hvordan de var placeret, og hvilke fingre man skulle bruge til hvilke bogstaver og tegn. 

Disciplin har aldrig været mit problem hvis jeg har kunnet se den tjente et formål, så jeg gjorde præcis hvad jeg skulle, én eftermiddagstime hver uge et helt skoleår igennem, og jeg er troligt fortsat med at bevæge fingrene på præcis den måde oversigten foreskrev, hver evig eneste gang jeg har siddet ved et tastatur siden. Med tiden er der kommet genvejstaster og andre computerrelaterede teknikker til.

Det kan lyde røvsygt i nogles ører. Men det har resulteret i at der er et redskab – tastaturet – som jeg behersker brugen af, og det er næsten som at have et håndværk. Jeg er faktisk lidt stolt af det.

Jeg blev spurgt om forleden om jeg havde en hobby som jeg gik meget op i. “Næ”, svarede jeg da jeg forstod ud fra sammenhængen at en idræt som svømning ikke lige var det der blev spurgt ind til. Men det var bar’ løgn. Hvis jeg skulle pege på én beskæftigelse (som ikke er et lønarbejde), som jeg går meget op i, så er det at skrive. Og jeg vil være evigt taknemmelig for at hr. Thurah og folkeskolens daværende bestemmelser førte mig frem til at kunne beherske de allermest grundlæggende teknikker til at udføre den hobby i praksis, og at jeg forholdsvis ubesværet kan give mit indhold form.