Forsvar for den robuste skrøbelighed og det generøse lederskab

I Politiken var der i går et interview med Ole Fogh Kirkeby om indholdet i hans bog Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab. Ud fra artiklen er jeg helt overbevist om at Ole Fogh Kirkeby har fat i nogle meget lange ender omkring de ledelsesmekanismer på arbejdsmarkedet, især det offentlige, som beslutningstagere og ledere støtter og fremmer lige nu.

Jeg vil læse bogen, men indtil da kan vi da lige dvæle ved et par af Kirkebys udtalelser fra artiklen her:

 “Når man fremhæver robusthed som et ideal, så smider vi det vigtigste ud med badevandet. Sensitiviteten, kreativiteten og empatien. Altså forståelsen for andre mennesker. Det er det gode arbejdsmiljø, men også de rigtig innovative kræfter, som smides ud”.

“(..) Siger medarbejderen fra over for det pres, kan politikerne ikke udøve deres nye bureaukratiske herredømme. Derfor er man tilbøjelig til at ønske ansatte, der vil påtage sig den uriaspost at gennemføre en arbejdsdag på de urimelige arbejdsvilkår, som fastlægges af politikkerne. Det er et skråplan”.

“Den danske model er i store træk blevet tegnet af fagbevægelsen, som langt hen ad vejen har en stor grad af arbejdspladssolidaritet. Bliver robustheden norm, hænger det også sammen med den største trend på alle danske arbejdspladser, nemlig selvledelse. Det etablerede man i håbet om, at ledelsen, særligt mellemlederne, blev aflastet, og at medarbejderne fik dækket et behov for at tage mere ansvar. Det fører til at medarbejderne slås om, hvem der skal have de bedste arbejdsopgaver og slippe for de værste. Det giver dårlige og konfliktfyldte arbejdspladser. (..)”.

“Påtager man sig lederskabet, så må man vide hvorfor. Lederne vil gerne have magt, men de fleste vil gerne hjælpe folk med at blive bedre til noget, de i forvejen er gode til. Men det kræver, at de kan beskytte medarbejderen. Generøsitet skal være en paraply mod det, der regner ned oppefra. Lad dem være, tro på dem og vis dem tillid til, at de selv kan løse opgaven bedst muligt. Men vi ser desværre alt for ofte det omvendte, at paraplyen er foldet sammen, selv når det styrter ned”. 

Jeg kan kun sige at jeg selv har set hvordan de her pointer er en akkurat beskrivelse af virkeligheden alle de steder jeg har arbejdet de sidste 3 år. I mit hoved ser jeg også hvordan vi som kollektiv rutsjer med raketfart ned ad skråplanet.

Jeg har også kaldt mig selv robust, men uden at forklare hvad jeg mener med ordet i mit eget tilfælde. Jeg er robust på den måde at jeg lige præcis er skrøbelig når det kommer til dårligt arbejdsmiljø, konflikter, hakkeorden og i særdeleshed mangelfuld ledelse og kan tage konsekvensen af det når jeg mærker jeg er ved at gå i stykker. Som sagt før: Jeg er ikke typen der får stress, men typen der får nok, og det er en robust skrøbelighed der formentlig ville skræmme de fleste ledere der leder efter robusthed og selvledelse, hvis de forstod den.