I søndags så jeg udstillingen Bag guvernørens spejle på Christiansborg. Ved at gå rundt i en udstilling af nogle (kopier) af Generalguvernør Peter von Scholtens møbler, blandt andet, får man som besøgende et indblik i kolonitiden på de vestindiske øer. En guide gav en god og velformidlet rundvisning, og under den brugte han konsekvent udtrykket ‘de slavegjorte’ om det vi normalt kalder ‘slaver’ med henvisning til at det var en vedtaget konsensus omkring formidlingen af kolonitiden i forbindelse med 100-års-jubilæet for salget af de vestindiske øer til USA. Lang historie kort.
Jeg tænkte med det samme at det selvfølgelig handler om at markere en afstandtagen til forestillingen om at nogle mennesker er slaver (fra fødslen, altid, uundgåeligt) og dermed at de ikke er mennesker på samme måde som os – en komplet uhyrlig opfattelse som enhver formidler naturligvis må tage afstand fra.
Her til morgen måtte jeg lige google lidt. Jeg fandt blandt andet denne artikel på politiken.dk hvor samme tanke bliver udfoldet sammen med nogle rent sproglige overvejelser. At et menneske ikke er slave, men gjort til slave. Til det sidste bemærker artiklens forfatter at ‘slavegjort’ er sat sammen af et substantiv og ‘gjort’, og at det en sjældenhed. Hun spekulerer selv lidt videre over det .. skulle vi måske sige ‘kvindegjort’ og ‘jydegjort’ i stedet for ‘kvinde’ og ‘jyde’? (Samt et eksempel mere, men det holder altså ikke til substantiv+’gjort’-reglen så vidt jeg kan slå op, så det udelader jeg her).
Under alle omstændigheder: Jeg finder tanken æggende og kan ikke lade være med at tænke videre:
slave > slavegjort
syndebuk > syndebukgjort
monster > monstergjort
leder > ledergjort
overmenneske > overmenneskegjort
helgen > helgengjort (det findes da, gør det ikke?)
undermenneske > undermenneskegjort
.
.
.
.. jeg lader listen stå åben. Der er mange andre forestillinger om mennesker et menneske burde tage afstand fra :-).